Død morfar.

Kære KK
 
Mange tak for dit brev. Jeg er rigtig ked af at høre, at du har mistet din morfar og jeg kan sagtens forstå, at du er ked af, at han døde.

Døden er en svær størrelse. Vi taler om det, som du også skriver, i forbindelse med kristendommen men, når man så selv oplever at miste en man har tæt på, så er det noget helt andet. Man kan ikke helt forberede sig på det. Og det er rigtig hårdt at se alle dem man holder af være kede af det. Men det er en helt normal måde at reagere, når nogen dør og vi sørger over det.

Det er rigtig vigtigt at du får talt om det. Du skriver, at du ikke kan lide at tale med din familie om det og du tit bare siger at du har det fint. Er der mon en anden eller nogen andre, som du kan tale med om sorgen og savnet af din morfar? En lærer, måske kristendomslæreren eller en god veninde? Hvem mon du tænker, vil være god at tale med?

Nogle gange kan det hjælpe at skrive sine tanker ned, hvis man har rigtig svært ved at tale om det. Hvad tænker du om det? Måske kunne du skrive et brev til din mor, hvor du fortæller om hvordan du har det og at det hele bare er rigtig svært. Jeg tænker at din mor sagtens kan fornemme, at du er ked af det.

Du skriver også, at du indimellem må blive hjemme fra skole. Når man er rigtig ked af det og har mange tanker, så kan det være svært klare skolen og så kan det være godt med en dag, hvor man bare kan slappe af. Jeg tænker dog også, at du har rigtig meget brug for at komme ud med dine tanker, så du kan få det bedre. For det er helt ok at savne og sørge, og det er helt ok at være ked af det.

Mange børn som har mistet har glæde af at lave nogle forskellige ting for, hvornår de tænker på den de har mistet. Det kan fx være noget man kan gøre, som minder om den man har mistet. Man kan lave en mindebog med foto og andre ting, som man kan tage frem engang imellem eller man kan skrive et brev til den man har mistet.

Måske var det noget dig og din mor kunne lave sammen? Det kan også gøre det nemmere at tale om noget, som er svært, når man laver noget sammen. Det kan være du finder et billede af din morfar og kigger på det sammen med din mor, og I så får talt om morfar. Hvis du så kan mærke, at du bliver ked af det og tårerne presser på, så prøv at giv dig selv lov til at blive ked af det...har du brug for at græde, så synes jeg, at du skal græde. Jeg gætter på, at din mor vil trøste dig - måske bliver hun også ked af det, det er helt ok. At blive ked af det, er en måde at komme igennem sorgen og savnet og det hjælper også på, at du får mere ro indeni.

Jeg håber du kan bruge svaret.

Du er selvfølgelig altid velkommen til at ringe eller sms'e til Børnetelefonen 116111, hvor der sidder en rådgiver klar til at tale med dig.

De bedste hilsner BørneTelefonen