Brev

Det er forfærdeligt at jeg begynder at forstå

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Jeg kan godt forstå, at du savner din mor. Det må være svært at skulle undvære sin mor - også selvom du aldrig nåede at lære hende at kende. Særligt i den alder du har nu, hvor du skal tage nye vigtige beslutninger, er det klart at savnet føles større. Og som du skriver – så har du også nu en større forståelse for tabet af din mor. 

Sorgen og savnet af din mor vil altid være der. Men det vil ikke altid føles lige stærkt. Derfor er det godt, at du har skrevet herind, så du får hjælp til, hvad du kan gøre.  

Du føler, at du burde gøre noget højtideligt på din mors dødsdag. Jeg tror, at mange, der har mistet en vigtig person, har det på samme måde som dig. Især ved særlige dage som fx fødselsdag eller jul. 

Det kan måske hjælpe dig at lave nogle ritualer for, hvordan og hvornår du tænker på hende. Måske kan du bruge lidt tid, inden du skal sove, hvor du kan gøre noget, du synes er højtideligt? Du kunne skrive et brev til hende? Deri kan du skrive dine bekymringer og tanker ned. Og sige de ting, som du gerne ville sige til hende, hvis hun levede. Du kunne også tænde et lys – eller gå en lang tur, hvor du snakker med hende? 

Du ved, at der er andre, der også savner hende. Derfor tænker jeg, at det kunne være godt for dig at dele savnet med dem. Ville du fx kunne tale med din far? 

Jeg ved godt, at det kan være svært at snakke sammen om afsavn og sorg, fordi man er bange for at gøre andre kede af det. Eller er bange for selv at blive ked af det. Men med sorg og savn er det vigtig at tale sammen og at tillade sig selv at blive ked af det. Sorg skal man ikke bære på alene. Derfor kunne du måske også tale med en lærer på efterskolen? En venindes forældre eller en helt anden voksen, som du er tryg ved. Du kan også bruge denne voksen til at hjælpe dig med råd og vejledning, som du savner fra din mor?

En mulighed er også at kontakte foreningen Børn, Unge & Sorg http://www.bornungesorg.dk/. De har en rådgivning, hvor du kan komme til at snakke med andre unge, som har mistet en forælder. Måske er det noget for dig? 

 

Du skriver til sidst i dit brev, at du føler, der er forskelsbehandling på du og din søster. Hvis man føler, at ens søster bliver fremhævet, er der risiko for, at man udvikler en grundlæggende usikkerhed i forhold til sig selv. Derfor tænker jeg, at det kan have stor betydning for dig, at du får snakket med din far og papmor om det. Hvis du synes, at det er for svært at sige det til dem, kan du vise dem det brev, du har skrevet herind, eller bruge det til at skrive et nyt? Jeg tror de fleste forældre, der læser sådan et brev fra deres datter, ville blive klar over, at det er vigtig at få snakket sammen. 

Du virker som en meget reflekteret og tænksom pige. Jeg håber, du har mod på at dele dine fine tanker med nogen – også til glæder for dem. Så hverken du eller andre, der holdt af din mor, skal gå alene med sorgen. 

Jeg ønsker dig alt det bedste

kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat