Depression..

Kære pige på 14 år

Første vil jeg sige mange tak dit brev. Hvor er det sejt og modigt at du har skrevet til BørneTelefonen – det er første skridt på vejen til at få det bedre. Det er også godt, at du skriver herind, for ingen skal gå og have det sådan, som du har det! Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig til, at finde modet og få snakket.

Du har allerede talt med nogen om, hvordan du har det, men det har ikke rigtig hjulpet endnu. Du skriver selv, at det er som om, at din mor ikke forstår alvoren i, hvor svært du har det. Og jeg forstå godt, at det kan være rigtig svært at forklare hende det. Jeg kan læse, at din mor reagerer lidt på to måder; om dagen vil hun gerne have du laver dine pligter, og at du fortæller dig ting, som at du ikke er god nok. Om aftenen forsøger hun at sørger for, at du ikke græder, og vil gerne hjælpe dig. Er det rigtig forstået? På mig virker det som om, at din mor gerne vil hjælpe dig, hun ved bare ikke hvordan. Hun prøver at virker normal og sige du skal lave dine pligter, fordi hun ikke ved, hvordan hun kan hjælpe dig og derfor prøver at virke så normal som muligt. Giver det mening?

De ting din mor gør, virker desværre ikke på, at du får det bedre. Din mor har måske brug for hjælp til, hvordan hun kan hjælpe dig. Måske har du nogle gode råd til hende, om hvad hun kan gøre for at hjælpe dig eller hvad der skal til, for at du ikke græder dig selv i søvn. Forældre ønsker ikke eller kan lide, at se deres børn være kede af det, og have det svært.

Jeg vil råde dig til, at snakke med din mor igen. På et tidspunkt, hvor I har tid, så I kan få snakket godt om, hvordan du har det. Hvis det er svært at få taget hul på snakken, kan du måske vise hende dit brev og mit svar. Du kan også skrive et nyt brev til hende, og give det til hende, som en start på snakken. I brevet kan du skrive, hvordan du har det og at du gerne vil snakke om det med hende. Måske kan du også høre til den psykolog igen og holde fast i, at I får talt med din læge om det og får bestilt en tid hos lægen.

Angående dine venner, så tror jeg bestemt ikke, at dine venner vil dig noget ondt, men ligesom din mor, ved de måske ikke hvordan de skal reagere. Måske er de bange for at gøre noget forkert og derfor er det, at de skriver OK til en besked. Jeg kan sagtens forstå, at sådan et svar virker umenneskeligt og ikke lige det svar, man håber på at få. Jeg tænker, at de ikke mener noget ondt med det! Nogle gange kan man godt blive forskrækket eller helt handlingslammet, når man læser at andre har det svært. Måske er det sådan dine venner får det?

Jeg håber også, at du også kan finde modet til, at snakke med dine venner om, at du har en svær periode, men at du gerne vil være sammen med dem.

Hvis du har brug for yderligere råd, er du altid velkommen til at skrive til os igen eller ringe til BørneTelefonen på 116 111.

Så modig og sej du er, at have skrevet herind – så sej og modig håber jeg også du er, så du kan få snakket med din mor og med dine venner.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen