Kære pige på 15 år.
Du er vel nok en omsorgsfuld veninde. Det er meget betænksomt af dig, at ville hjælpe din veninde. Hun er heldig at have dig.
Det første du kan gøre, er at prøve at spørge hende, hvordan hun har det og fortælle hende, at du bliver bekymret for hende, når hun snakker om, at hun er for tyk. Måske kan du fortælle hende, at du har lagt mærke til, at hun snakker meget om anoreksi, at hun ikke spiser frokost og at du har set billedet på hendes computer, som har gjort dig bekymret. Måske vil hun fortælle dig, hvis hun går og har det dårligt. Måske ikke, hvis det er noget hun går og er flov over.
Hvis I kan tale om det, og din veninde også tænker, at hun måske er ved at udvikle spiseforstyrrelse, så synes jeg, at du skal opfordre hende til at snakke med en voksen. Det kan være hendes mor eller far, en lærer eller skolens sundhedsplejerske. Hvis man er begyndt at udvikle en spiseforstyrrelse, har man brug for hjælp, fordi man kan overbevise sig selv om, at man er for tyk og ikke selv kan se, at man ikke er tyk. Man får på den måde et urealistisk billede af, hvordan man i virkelgheden ser ud. Det er meget svært at ændre uden hjælp.
Hvis hun ikke vil snakke med dig om det, kan du selv snakke med en voksen. En lærer på skolen eller dine forældre - eller måske hendes forældre, også selvom din veninde siger, at du skal holde det hemmeligt. Man kan være nødt til at sige: "Det her skal du have hjælp til at komme ud af, og de skal de voksne hjælpe med". Det er nemlig et stort ansvar for dig, at gå rundt med din bekymring alene. Som en bekymret veninde har du også brug for nogen at snakke med. Du skal ikke gå rundt med dine tanker og bekymringer uden at have nogen at dele dem med.
Du kan også læse mere på rådgivningen: www.spiseforstyrrelser.dk
Det er Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside, der hjælper børn og unge med rådgivning og vejledning omkring spiseforstyrrelser. Det er også muligt at ringe der ind og tale med en rådgiver.
Både du og din veninde er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen og tale med en af vores rådgivere. I kan ringe eller skrive med en rådgiver på 116111.
Jeg håber, at du får en rigtig god snak med din veninde.
De bedste hilsner,
BørneTelefonen