Kære 19årige.
Tusind tak for dit brev. Jeg kan sagtens forstå, at du har behov for at dele dit dilemma med nogen. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig videre.
Først og fremmest lyder det ikke som en sund relation, du er havnet i. Jeg tænker faktisk, at det er en relation, som ville være rigtig godt at komme ud af hurtigst muligt.
Jeg kan ikke læse, hvor tæt et forhold, du har til den unge mand, men det virker som om, du ikke kender ham særlig godt, og derfor på ingen måde skal have mulighed for at gå ind på hans sociale medier og få adgang til discord for penge
Jeg kan ikke forklare, hvorfor den unge mand vælger at dele disse ting med dig, men jeg ville være på vagt og passe lidt på i denne sammenhæng.
Det virker ikke normalt at bede andre om at logge ind på sine private medier, ændre koder og sende andres telefonnumre til sig.
Det kan i visse tilfælde være strafbart at dele noget med nogen, hvis personen ikke har givet et klart og tydeligt samtykke. Tænker f. eks ikke, at den unge mands forældre, søster og mormor har sagt ja til, at han skal dele deres telefonnumre med dig.
Det virker underligt på mig at blive kaldt boss og skat af en person, man ikke har et nært forhold til.
Mit råd til dig ville være at blokere den unge mand og ikke længere have kontakt med ham. Du kender ham ikke godt nok, og han opfører sig allerede yderst mærkeligt.
Det kan være, at han er en rigtig tillidsfuld og rar fyr, som gerne vil dele ting med folk, men som situationen ser ud lige nu, ville mit råd være stoppe korrespondancen.
Jeg tænker, at det ville være en god ide at dele dine tanker om dette med dine forældre eller med nogle nære venner, så du kan høre, hvad de tænker om situationen.
Du kan også vælge at ringe eller skrive til http://Sletdet.dk og spørge dem om dit dilemma.
Du er også meget velkommen til at ringe til vores rådgivere på Børne Telefonen og søge rådgivning hos dem, hvis du har behov for mere støtte. Telefonnummeret er 116 111
Jeg håber, mine svar hjalp dig videre. Jeg er sikker på, at du nok skal finde en løsning. Du virker som en handlekraftig pige, som finder ud af tingene
Knus og Kærlige hilsner Børne Telefonen.