Brev

online ven på F3!

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 11 – snart 12 år.

Hvor er det godt at du skriver til mig. Det du har været udsat for er meget ubehageligt.

Jeg kan godt forstå, at du er bange for, hvad ham du har sendt billederne til, kan finde på at gøre. Det er meget ubehageligt, at være udsat for en situation, som man ikke kan gøre om.

Vi får desværre en del breve fra især piger, som har været udsat for det samme som dig.

Det hedder Grooming. Det vil sige, at der sidder nogen, oftest en mand, som snyder piger og drenge til at sende billeder af sig selv. Du kan læse mere om det her: https://redbarnet.dk/anmelddet/viden/grooming/

Jeg synes, at det er rigtig godt, at du fortalte dine forældre det, så de kunne hjælpe dig med, hvad der skulle gøres.

Politiet får desværre en del henvendelser, som minder meget om din, men det gode er, at de tager det meget alvorligt og at de har betjente, der arbejder særligt disse problemer.

Du kan håbe på, at politiet har kunne spore den, der har modtaget dine billeder, så de har fået lukket hans profil og straffet ham.

Jeg fornemmer, at du har lært noget meget vigtigt om billeddeling – desværre på den hårde måde. Det kan du tage med dig videre i livet og dele med dine venner/veninder, så de ikke risikere at komme i samme situation som dig.

På Red barnets hjemmeside er der nogle meget gode råd og hjælp at hente.
Du kan evt. læse dem sammen med dine forældre. https://redbarnet.dk/sletdet/

På Børns Vilkårs hjemmeside kan du læse mere om, hvad du kan gøre, hvis du er blevet krænket på sociale medier, men også hvordan du kan forebygge at det sker igen: Krænket på sociale medier

Jeg håber at du kan lægge din oplevelse bag dig ved at tænke på, at du har gjort alt det rigtige – og endda meldt det til politiet. Du kan ikke gøre mere, og det kan du være stolt af. Du har fået et chok over hvad der kan ske på nettet, og det er forståeligt at du er bange for, hvad der kan ske – også fremover. Det er altid vigtigt at overveje, om du nu skal sende et billede afsted. Hvis du senere får lyst til at sende et billede, måske til en kæreste, er det en god idé ikke at have dit ansigt med på billedet. På den måde kan man aldrig bevise at det er din krop der er på billedet.

Du er altid velkommen til at ringe til Børnetelefonen, hvor der sidder dygtige rådgivere, der kan lytte til dig og hjælpe dig videre. Her er du anonym – nummeret er 116111

Endnu en gang vil jeg fortælle dig, at jeg bliver rigtig glad for, at du bad dine forældre om hjælp. Det er nemlig det helt rigtige at gøre.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

De bedste hilsner fra

Børnetelefonen

Har du været udsat for ulovlig billeddeling? Få hjælp her, hvis nogen har delt et billede eller en video af dig. Trin for trin hjælp

Er dine private billeder blevet delt?

Chat
Chat