Mit liv er ved at komme til en ende
Hej børnetelefonen.
Jeg føler mig virkelig ked af det og har alt for mange tanker i hovedet lige nu. Jeg hader mig selv og føler at jeg langsomt forsvinder fra verdenen, bid efter bid, jeg føler virkelig at mit liv er kommet til en ende
Jeg er en 13 årig pige, og lad mig sige det sådan. Jeg har altid blevet set som den glade og livlige pige, som altid var glad og det var måske også sandt men her på det sidste er jeg virkelig gået ned af bakke
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde fra men lad mig starte med at jeg SLET ikke gider og være voksen. Da jeg fyldte 13 fra en måned siden, sagde alle “nu er du blevet en teenager, bla bla bla” Og oven i det, så er der så mange forberedelser i skolen, så mange ting som sker i 7. 8. 9. Kl. At man skal uddanne sig og alt muligt..
Jeg føler mig virkelig stresset og presset til at være voksen. For mine søstre siger altid “Jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage i folkeskolen” og jeg ville ønske jeg kunne blive her, når det lyder som om gymnasiet eller andre former lyder sværere.. Og jeg ved godt, jeg næsten ikke burde tænke på det her nu men….
der er også en ting mere.. når nu jeg hører ældre folk snakke om sin barndom, fx min lære. Så siger de altid “Nå men, i min barndom der gik vi rundt og legede, vi havde ingen teknologi. Så vi legede med hinanden udenfor osv.” Og jeg føler mig så ked af det når jeg kigger tilbage, for det lyder som nogethelt fantastisk.. For når jeg kigger tilbage på min, så da jeg fyldte omkring 11 år så begyndte jeg at være OPSAT med instagram, og bare sidde inde på mit værelse HVER DAG på min tlf osv… Og det gjorde jeg i 3 år…..
Og det hænger også sammen med at jeg bliver mere voksen og voksen.. Når jeg ikke gider.. og det værste var mine forældre ikke sagde jeg skulle stoppe.. Jeg kunne haft levet min barndom ud, fordi jeg ikke var voksen der… Men næ det har jeg spildt.. og det har jeg dybt fortrudt… og nu skal jeg uddanne mig.
Jeg er vold ked af det, jeg har grædt, jeg tænker heletiden på at jeg bliver voksen og samtidig med ikke levet min barndom ordentligt, jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv…. Hvorfor skal vi generations børn vokse op med teknologi????? Jeg føler at jeg svæver væk fra realiteten….. og jeg har læst at den gennemsnitlige person bruger 4 år af sit liv på at kigge ned i sin tlf….
HVAD SKAL JEG GØRE jeg vil bare dø… jeg vil væk fra mine tanker… Og når jeg selv får børn og de spørger mig indtil hvad jeg lavede i min barndom, så tror jeg bare jeg vil knække sammen…. Ligesom jeg gør nu jeg vil bare bryde sammen…
Nogle gange har jeg tænkt på at komme væk.. jeg vil bare hoppe ud foran en bil eller noget
Jeg har ikke lyst til at snakke med nogle om det, fordi det er dumt, og jeg kan bare ikke få det ud.. Og når jeg kigger på børn som er yngre end mig, tænker jeg inde i mit hoved “Lev din barndom fuldt ud” gør det ellers fortryder du det
I må undskylde hvis mit brev lød forvirrende, jeg har bare brug for en som kan samle mig op.. en eller andet…