Hej dreng på 15 år
Jeg kan tydeligt læse, at du er nervøs for, om du har gjort noget kriminelt. Og jeg kan også godt forstå, at du er påvirket af sagen med de 1000 unge, der blev sigtet for at dele en sexvideo.
Men, du har gjort det helt rigtige ved at slette videoen og sige fra overfor ham, der har sendt dig den. Det er så sejt, at du på den måde handler med det samme. Du har meget fint taget ansvar for, at videoen ikke skulle videre eller gemmes, så andre kunne komme til at se det også.
For det er meget ulovligt at have og dele billeder/videoer med seksuelle handlinger af personer under 18 år. Det betegnes faktisk som børneporno.
Jeg vil derfor opfordre dig til at tale med den, du fik videoen af og andre, du der også kan have fået den. Fortæl dem, at det er ulovligt at dele og gemme sådan en video. Og bed dem om at slette den, så de ikke fortsætter med at dele børneporno.
Samtidig er det også vigtigt, at få hjælp til dem, der er på videoen. Er det mon nogen, du kender? Det kan være meget ubehageligt og få store følger, hvis man ufrivilligt får delt intime billeder og film. Flere børn og unge fortæller, at de har haft brug for at tale med en psykolog for at kunne klare en normal hverdag igen. Og nogle får faktisk selvmordstanker af en sådan oplevelse.
Derfor vil jeg råde dig til at få hjælp fra en voksen, der kan hjælpe de to på filmen. Måske dine forældre? Sammen kan I kontakte Red barnet, der gør et stort arbejde for at stoppe børneporno. Læs mere her: http://stopdigitaleovergreb.nu/redbarnet/
Selvom jeg godt kan forstå, at det kan være svært at tale med voksne om sådan nogle ting, så tror jeg, at det er vigtigt, at du gør det. Ved at tale med dine forældre eller en anden voksen, sikrer du, at der er nogen, der ved, at du faktisk har gjort det helt rigtige i denne sag – og derfor kan bakke dig op, hvis der sker noget. Samtidig kan du også sikre, at nogle voksne skaffer den rette hjælp til de to på videoen.
Du er velkommen til at vise den voksne mit svar eller dele dette link det her link der viser hvad man må og ikke må dele på nettet.
Mange hilsner
BørneTelefonen