Kære dreng på 15 år
Tak for dit brev til BørneTelefonen. Det er aldrig rart at føle, at man bliver snydt.
Det er godt, at du og dine venner er opmærksomme på, hvad der sker på det sociale liv på nettet. Jeg vil forsøge at hjælpe jer, så godt jeg kan.
Du skriver, at I snart har mange beviser for, at jeres mistanke ikke er helt forkert. Det er svært med socialliv på nettet fordi man netop kan gemme sig bag andre identiteter. Det er selvfølgelig ikke i orden, og det kan blive noget rigtig rod, når folk udgiver sig for at være nogle andre.
På den anden side kan det også være noget rigtig rod at mistænke andre for noget, hvis nu de ikke har gjort det. Jeg kan derfor godt forstå, at I er i et dilemma.
Jeg kommer til at tænke på om du kender Sletdet? Hos dem kan man få information om og hjælp til, hvad der er lovligt på nettet. Måske kan de også hjælpe jer. Du kan finde dem her.
Du skriver, at det ikke er et stort problem for dig, men du er bekymret for om andre vil kunne tage skade af det. Det er meget fint at du tænker sådan.
Derfor tænker jeg også, at du måske kunne hive fat i jeres klasselærer, som du også foreslår. Du kan måske forsøge at forklare din klasselærer det ligeså fint, som du har forklaret det i dit brev.
Jeg tænker nemlig, at det er vigtigt, at du passer på med at anklage din klassekammerat for noget, da I ikke kan være helt sikre på, at han har gjort det. Du kan spørge klasselæreren om han/hun vil hjælpe dig med at få snakket med din klassekammerat.
Jeg tænker, at det er vigtigt, at din klassekammerat ikke føler sig ”angrebet” og at det ikke virker for voldsomt med en helt masse mennesker der siger, at de mistænker ham for at catfishe. Det kan din lærer måske hjælpe med. Giver det mening for dig?
Det er så fint, at du har skrevet ind til os og fortalt om din bekymring. Jeg tænker, at du skal bruge de kvaliteter til at få snakket med din klasselærer om det, så I kan få snakket med klassekammeraten. Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen eller ringe på 116111.
De bedste hilsner BørneTelefonen