Kære pige på 15 år.
Jeg kan se på dit brev, at følgere og Instagram er noget, der fylder meget i dit liv. Samtidigt skriver du om andre hårde problemer – som du ikke fortæller så meget om.
Jeg kommer til at tænke på, at det må føles hårdt at bekymre sig om antallet af følgere, når du samtidigt har andre svære problemer? Hvorfor er det vigtigt for dig at have ligeså mange følgere som andre? Hvilke følelser bliver du ramt af, når du må kæmpe for at komme op over 100 følgere? Hvad tror du at mange følgere et ‘bevis’ på?
Nogle gange kan man godt tro, at flere følgere også gør vores liv bedre. Det er bare ikke altid, at det er sådan.
Jeg vil gerne give dig et par råd, som du forhåbentligt kan tage med videre på din vej.
Hvad der lige præcist gør, at nogle får mange følgere og nogle knapt så mange er svært at sige. De råd jeg giver dig her, er derfor nødvendigvis ikke løsningen til at få flere følgere.
Har du mon talt med dem i din klasse, og spurgt hvordan de har fået så mange følgere? Det kunne være, at de havde nogle gode råd, til hvad du kunne gøre?
Har du mon noget du er god til? Mange instagramprofiler har en ting, der går igen. Nogle strikker, nogle træner og nogle er måske dygtige til at stå på hænder. Hvad der gør din profil unik, er noget du helt selv kan bestemme.
Nogle unge får det virkeligt dårligt, fordi de føler, at de konstant er presset til at være med i en konkurrence om at være ‘unik’ og fremstå dygtig og spændende. Andre unge er bedre til at finde en balance, hvor antallet af følgere ikke føles som et stressende ‘krav’.
Du skriver i dit brev, at du allerede har set YouTube videoer. Det kan være et godt sted at starte, da der er mange videoer om, hvordan man får flere følgere. Det er tit store instagrammere, der laver videoer som dem.
Jeg håber at du kan bruge disse råd, og at du finder en god balance.
Hvis du ønsker at snakke mere med os, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116111.
Med kærlig hilsen
BørneTelefonen