Kære Dreng på 13 år,
Tak for dit brev. Jeg bliver helt varm i hjertet af at læse dit brev, som jeg synes er fyldt med rigtig gode holdninger og omsorg over for dig selv og andre. Hvor er det godt og flot, at du har skrevet.
Jeg har meget stor respekt for, at du siger nej til at se den video. Du er en god rollemodel for andre, som ikke har det mod som dig, og det skal du holde fast i og bruge til at få hjælp fra en voksen, som kan tage en snak med de drenge, der har filmet deres sex med pigen på 12 år.
Har du en lærer på din skole, som du har tillid til, som du kan fortælle, hvad der er sket? Hvis din lærer får kendskab til den slags ting, har han/hun pligt til at hjælpe. Jeg forstår godt, hvis det kan føles svært for dig at skulle fortælle, men det er super vigtigt, at videoen bliver slettet, og at de får en snak om hele den situation, og at din lærer også får øje på, at pigen på 12 år måske har brug for lidt hjælp af en voksen.
Du kan også tænke det som en rigtig god viden for din lærer. Udover at læreren skal tage en snak med drengene og have et fokus på pigen, kan din lærer også bruge den oplevelse til at tage en samtale med hele klassen om de sociale medier og om hvornår, man har sex og om vigtigheden af tryghed ved det første sex.
Du kan også snakke med din forældre. Det ved jeg godt også kan være en lidt svær snak at tage hul på, men jeg tænker, at dine forældre måske gerne vil tale med dig og støtte dig. Mange forældre ved slet ikke, hvad deres børn laver på sociale medier, men vil faktisk gerne hjælpe.
Og du tager ikke bare afstand fra videoen, du vil også gerne hjælpe og få det stoppet – det er megasejt. Dine forældre kunne så hjælpe dig med at få snakket med din lærer. Som en hjælp kan du bruge brevet og svaret til os at snakke ud fra.
Det kan også være at du (enten selv eller sammen med dine forældre) kan kigge på denne side: SletDet, der handler om, hvordan man stopper deling af krænkende billeder og videoer.
Måske har du brug for lidt mere snak, så kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke med dig.
Hvis din lærer eller dine forældre gerne vil have råd, så kan de også ringe til os på ForældreTelefonen.
De bedste Hilsen BørneTelefonen