Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjælp..

Hej, jeg har ærligtalt rodet mig ud i noget lort.. 

1. Jeg sendte et nøgenbillede af min “mis” engang, da jeg virkelig følte mig presset til at gøre det. Desværre er det nu kommet op igen og alle på min skole/andre skoler har det. 

2. Når sådan noget sker, har det tit en baggrund, og ja, det har det her også. Jeg blev uvenner med min “bedste veninde” og derefter startede helvede.. Hun har sagt alt videre jeg har sagt til hende. Og nu har jeg ingen tilbage. Mistede nemlig min bedsteven i går, pga en af skolens smukkeste piger. Han er/var nemlig rigtig gode venner med os begge, og fordi ham og jeg var ude at gå en tur, så havde hun startet en hel masse med at vi havde været ude i en skov og kneppe. Hvilket vi ikke gjorde, vi kyssede og det fortryder jeg at jeg gjorde, fordi hun sagde så “enten er det hende eller mig” og så skrev han så senere at hvis han ikke kunne få os begge, så ville han ikke have nogle af os.. Har ikke snakket med ham siden i går, og savner ham mere end noget andet.. 
Min bedsteveninde T virker ligeglad med mig, og når jeg så siger det til hende aå siger hun f.eks bare at hun ikke er ligeglad, men at hun bare gerne vil holde humøret højt.. Problemet er bare at min humør er helt nede, og at det ikke ligefrem hjælper på det hele at hun konstant dizzer mig..

3. Har skrevet herind før, med at min far slår mig.. Det er så endelig lykkes efter lang tids kamp at jeg kan holde en pause fra ham, men nu vil han se mig igen.. Og er ikke sikker på at jeg er klar til at se ham igen.. Ved at der er meget, og har også lagt mere, men vil i ikke godt give mig et råd? Bliver konstant kaldt luder og ligende, og det gør mig så frygtelig ked af det.. 🙁 please hjælp hurtigst muligt.. 🙁

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år!

 Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp til de ting, du føler er svært lige nu. Selvfølgelig vil jeg give dig et råd, som jeg håber, kan hjælpe dig.

1.       Det er ikke rart, at føle sig presset til at tage nøgenbilleder af sig selv, og sende dem til andre. Det er absolut heller ikke i orden at presse andre til sådan noget, og det skal stoppes hurtigst muligt. Desværre er der mange unge der har oplevet det samme som dig – at de føler sig presset til at sende et nøgenbillede, og efterfølgende oplever, at det bliver sendt rundt til alle mulige mennesker, der aldrig skulle have haft det. Det er meget ydmygende og krænkende, at blive udsat for sådan nogle ting.
 
Der er forskellige ting man kan gøre, for at få spredningen af billederne stoppet. Hvis du har sendt billederne på Facebook eller et andet socialt medie, kan du slette billedet igen, og på den måde undgå, at flere mennesker får fat i det. Du kan også kontakte Facebook og anmelde det og dem der deler. I nogle tilfælde kan man også anmelde det til politiet, hvis man er blevet presset til at sende nøgenbilleder af sig selv, og oplever at de bliver sendt rundt til alle mulige. Under alle omstændigheder, vil det være en rigtig god idé, hvis du kan fortælle det til en voksen – det kan fx være dine forældre eller en sød lærer – som kan hjælpe dig med at få det stoppet, og snakke med dig om, hvor ubehageligt det har været for dig, at de billeder er blevet sendt rundt.
 

I kan måske også snakke om, hvordan du kan undgå at føle dig presset til at sende sådan nogle billeder i fremtiden, så det ikke sker igen. Selv om du nok synes, at det vil være pinligt, at skulle fortælle en voksen om billederne, kan det være nødvendigt, for at de kan hjælpe dig. Måske har du en ven eller veninde, som evt. kan hjælpe dig med at sige det til den voksne? Her på vores hjemmeside kan du læse mere om gode råd til, hvad man kan gøre, hvis der bliver sendt nøgenbilleder rundt af en. Her kan du læse 5 gode råd til, hvad man kan gøre, for at få det stoppet, hvis man bliver udsat for, at der bliver sendt nøgenbilleder rundt af en. Du kan måske også vise de 5 gode råd, til den voksne, du vælger at betro dig til.

2.       Det lyder til, at du er rigtig ked af, at du er blevet uvenner med din ’bedste veninde’, og at hun nu har fortalt alt det, du har betroet hende. Det kan jeg godt forstå. En af de vigtigste ting i et venskab er jo netop tilliden til, at man kan stole på hinanden, og at de ting man fortæller hinanden ikke kommer videre til andre. Det burde også gælde selv om man bliver uvenner. Måske er din veninde kommet til at sige de ting, fordi hun er vred eller ked af det over, at I er blevet uvenner? Jeg tænker, at du måske kan skrive en sms eller mail til din veninde, hvor du fortæller hende, hvor ked af det du bliver over, at hun fortæller de ting videre, som du har betroet hende. Du kan fx skrive også skrive, at du aldrig kunne finde på, at sige det videre, som hun har fortalt dig – heller ikke selv om I er blevet uvenner. Det forudsætter selvfølgelig, at du ikke allerede er kommet til at sige nogle ting videre, som hun har fortalt dig. Du kan også skrive til hende, at du hun var din bedste veninde, og at du er ked af, at I er blevet uvenner. Måske kan I blive gode venner igen, hvis I får talt sammen? Når man er rigtig gode venner, kan man godt komme til at sige eller gøre ting, som sårer hinanden, og som man kan blive uvenner over. De fleste gange kan man heldigvis snakke om det, og få det ud af verden, så man igen kan blive gode venner. Det håber jeg, at I også kan.  

 Jeg tænker, at du måske på samme måde kan skrive til din ven, at du er rigtig ked af, at han føler, at han er nødt til at vælge begge jer piger fra, fordi I ikke kan enes. Der burde jo ikke være noget i vejen for, at han kan være venner med jer begge to hver for sig. Du kan fx skrive til ham, at det er helt ok for dig, at han er venner med både dig og den anden pige, og at han, for din skyld, ikke behøver at vælge jer begge to fra. Jeg tænker at han måske har sagt, at han vil gøre det, fordi han har følt sig presset til at skulle vælge i mellem jer. Selv om du og den anden pige ikke rigtig bryder jer om hinanden, kan han jo sagtens synes om jer begge to. 

Jeg tænker, at den anden pige måske også er blevet jaloux, da hun så jer to gå ud i skoven sammen? Måske var hun ked af, at hun ikke var med? Det lyder også som om, at hun var bekymret for, hvad der skulle ske imellem jer derude, når hun har startet rygter om, at I skulle ud og kneppe. Når man får en følelse af at være jaloux, kan man nogle gange komme til at sige ting, man ikke mener. Det er lige som om, at følelserne ’løber lidt af med en’, og at man ikke helt kan styre, hvad man siger og gør. Kan du mon genkende det? Jeg tror, det er det, der er sket for pigen. Du kunne jo også være rigtig sej, og skrive eller sige til hende, at du godt kan forstå, at det ikke var så rart for hende, at se dig og fyren gå ud i skoven sammen, men at I altså ikke var ude og kneppe. Du kan også fortælle hende, at du synes det er ærgerligt, hvis fyren skal vælge jer begge to fra på grund af det, og sige til hende, at det er fint for dig, at han er venner med jer begge to. Hun er sikkert også rigtig ked af, at være blevet valgt fra af ham. Så kunne I måske sammen fortælle ham, at I to er okay med, at han er venner med jer begge to. Hvordan tror du, det ville være?  

I forhold til din veninde T, tænker jeg, at du måske skal tro på hende, når hun siger, at hun ikke er ligeglad med dig. Jeg tænker, at dit humør måske er nede lige nu på grund af alle de ting der sker med billederne og din ven? Når der sker ting, som man bliver ked af, vred eller bekymret over, kan man godt blive meget sårbar, og så kan det være svært for andre at vide, hvordan de skal hjælpe en, eller gøre en glad igen. Måske kunne du invitere T hjem til dig en dag efter skole, så I kan hygge jer. Så kan du måske også spørge ind til den følelse du har af, at hun dizzer dig. Jeg er sikker på, at det vil være dejligt for dig med en hyggedag med T. Og bagefter vil du måske være mere overbevist om, at hun ikke er ligeglad med dig. Hvad tænker du om den idé?  

3.       Jeg er glad for at høre, at du har skrevet til brevkassen før omkring din far, og at det lykkedes dig, at få en pause fra ham. Før din far får lov til at se dig igen, har du ret til at komme til en samtale med en børnesagkyndig i Statsforvaltningen (jeg tænker at det sikkert er dem, der har besluttet, at du kunne få en pause fra at se ham?). Det har du, fordi børn altid har ret til at blive hørt i forhold til samvær med deres forældre. Dvs. at du kan sige, at du ikke har lyst til at se din far, og hvorfor (fx at du ikke er tryg ved ham, efter han har slået dig). Statsforvaltningen vil så træffe en beslutning om pausen fra din far skal være længere, eller hvordan samværet evt. skal foregå. Det kan fx være at de beslutter, at I ikke skal være alene, hvis I har samvær, at det skal foregå et andet sted end hjemme eller at det ku skal være i kort tid og ikke så tit. Du kan måske snakke med din mor om, at du ikke er klar til at se din far endnu. Jeg tænker, at hun sikkert skal til et møde i Statsforvaltningen inden du evt. skal have samvær med ham igen. Og som sagt, får du også selv mulighed for at sige, hvad du ønsker, inden der bliver truffet beslutninger. Uanset hvad der bliver besluttet, så er det ikke ok, at du skal være hos din far hvis føler dig utryg/truet eller han slår. Hvis det sker, så er det vigtigt at du igen siger det til din mor, det kan en underretning til kommunen, om det der sker hos din far eller Statsforvaltningen.
 
Du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe eller sms’e til Børnetelefonen, hvis du har brug for flere råd om, hvad du kan gøre, eller hvis du bare har brug for at snakke med en rådgiver om de andre ting, der er på spil i dit liv, og om de grimme ting du bliver kaldt. Jeg tænker, at I sammen kan snakke om en måde, som du kan får det stoppet på, eller få hjælp til at få det stoppet. Du kan også logge ind på chatten. For mig lyder det også til at I har brug for, at de voksne på skolen hjælper jer til at have det godt sammen i klassen - så det ikke bliver ved med at køre skævt mellem jer elever.

Mange kærlige hilsner BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat