Kære pige
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, du bliver usikker og skræmt, når en dreng kontakter dig på den måde og ikke vil sige, hvem han er. Når han skriver, at han har holdt øje med dig, og du har en fornemmelse af, at han måske går i din klasse (eller måske i 8. klasse på skolen), kan jeg godt forstå, du ikke har lyst til at være i skolen - eller på Moviestarplanet for den sags skyld. Hvor er det godt, du har skrevet her til BørneBrevkassen, for det er ikke i orden, at du nu skal gå og være skræmt eller bange for, at han skal fortælle nogen om de ting, du har betroet ham.
Jeg tænker, at når han skriver til dig, at du er smuk og alt muligt, kan det måske godt være, at han er genert og forsøger at gøre indtryk på dig eller flirte med dig, men han gør det godtnok på en lidt klodset måde. Det virker lidt skummelt, at han ikke siger, hvem han er, og jeg tænker faktisk, at han bør få at vide, at det har skræmt dig at blive kontaktet på den måde. Ville du mon kunne skrive til ham, at han er nødt til at sige, hvem han er? Måske kan du skrive, at det er ok at være genert, men at det faktisk har været lidt skræmmende, når han skrev de ting?
Du er også nervøs for, om han mon kan finde på at fortælle de ting videre, som du har fortalt ham den dag, du havde det dårligt. Jeg kan godt forstå, du ikke har lyst til, at det skal komme videre. Jeg tænker, at hvis han virkelig prøver at gøre indtryk på dig og måske gerne vil være kærester med dig, så har han nok ikke nogen grund til at fortælle så personlige ting videre om dig. Tværtimod kunne jeg forestille mig, at han gerne vil have din tillid og fortrolighed, og så ville det være ret dumt at afsløre noget, du har fortalt ham.
Uanset om du finder ud af, hvem han er, så tænker jeg, at det måske kunne være rart for dig at fortælle til en du kender, at du går og er bekymret. Er der mon nogle af dine veninder, der også er på Moviestarplanet, som du kunne snakke med om det, du har oplevet med ham drengen? Det kan være en stor lettelse at dele det med en, der forstår. Og måske har dine veninder også nogle ideer til, hvad du kan gøre...
Hvis du stadig er utryg, og du ikke kan få ham til at sige, hvem han er, så tænker jeg, at du nok er nødt til at blokere ham. Han skal ikke have lov at "forfølge" dig og skræmme dig, og hvis han ikke vil sige, hvem han er, synes jeg det er helt i orden, at du stopper kontakten med ham. Måske bør du endda melde ham til Moviestarplanet, hvis han fortsætter..? Måske vil det også være godt, hvis du overvejer at snakke med dine forældre om det, for jeg tænker, det er vigtigt at de får at vide, hvis du går rundt og er så bange, at du fx ikke vil i skole. Ville du kunne fortælle dem, at en dreng har skræmt dig, og at du har brug for at støtter dig og hjælpe dig?
Jeg håber, du finder ud af, hvem den dreng er, så du kan slippe for at være så bange. Hvis du stadig er usikker på, hvad du skal gøre - eller hvis du en anden gang oplever, at nogen skræmmer dig på nettet, så kan du også altid ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder søde rådgivere klar til at snakke med dig.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen