Kære 13-årige dreng,
Tak, for dit brev. Det er så godt, at du skriver her. Det lyder irriterende, at gå rundt og lade som om, du godt kan lide at game, når det nu ikke er det du helst vil.
Jeg kan godt forstå, du er begyndt at spille Fortnite, for at du kan være med på snakken om det. Samtidig synes jeg, det er rigtig sejt, at du har nogle andre interesser og at du faktisk har lyst til at fortælle de andre om det.
Det er jo svært at vide, hvad de vil sige til det. Men jeg synes da bestemt, at du skal stå ved den du er og fortælle dem, hvad du egentlig helst vil lave. Forhåbentlig vil dine venner, forstå dig og måske kan I nogle gange spille Fortnite og andre gange, lave nogle af de ting du godt kan lide. Jeg tænker, at vejret og årstiden er perfekt til at du kan tale med dine venner om det nu.
Du kan jo eventuelt vælge en eller to venner ud, som du taler bedst med. Nogle som du tror bedst vil kunne forstå dig. Så kan du starte med at tale med dem om, hvad du egentlig synes om Fortnite. Du kan også prøve at lave en aftale med dem om en dag at spille fodbold eller noget andet udendørs sammen.
Jeg bliver nysgerrig på, om du mon går til noget i din fritid, som fx fodbold eller crossfit? Ellers kunne det måske også være en ide. Herved får du nogle venner, som ligesom dig elsker at spille fx fodbold og være udenfor og så kan du måske hygge med dem også i fritiden og så ind imellem når du har lyst game med dine andre venner? Det kan jo også være nogle af dine venner fra klassen, eller en af dem, kunne have interesse i at I sammen går til en sport? Du har fat i noget rigtig godt, nemlig at det er godt også at komme ud i naturen og få lidt motion. Jeg hepper på, det lykkes for dig.
Hvis det bliver et problem for dig, at være sammen med dine venner og klassekammerater uden Fortnite, synes jeg at du skal tale med din lærer. Det er vigtigt at han/hun hjælper dig, hvis du bliver udelukket af fællesskabet. Det lyder nu som om, du har nogle søde venner, så forhåbentlig lytter de til dig og forsøger at imødekomme dig og dine interesser lidt mere.
Held og lykke.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen