Kære pige på 12år
Tusind tak for dit brev. Jeg kan udemærket godt forstå, at du blev bange og måske også nervøs for hvad der kan ske. Du har gjort det helt rigtige.
Jeg vil sige, at det er rigtig flot at du reagerede på det og blokerede ham, for det er lige præcis det man skal.
De sociale medier bliver mere og mere populære, så der er desværre også flere som tror, at de bare kan skrive grove ting til andre - og fx prøve at lokke eller presse billeder ud af unge piger. Begge dele er rigtig ubehageligt.
Jeg vil sige at det er rigtig vigtigt at du fx får talt med din mor omkring det her.
Red Barnet har en hjemmeside der hedder ‘www.sletdet.dk og på dette link https://redbarnet.dk/sletdet/spoergsmaal-og-svar/ har de samlet en masse spørgsmål og svar omkring privatliv på de sociale medier.
Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god ide, hvis dig og din mor og far sammen kunne kigge på nogle af deres råd. Og at I sammen kunne lave nogle regler for, hvordan du færdes på de sociale medier så sikkert som muligt. Det kan være at I sammen kan finde ud af at indstille dine profiler, så de bliver mere private og kun nogen, som du kender eller selv har lyst til at skrive med.
Man er desværre nødt til at tage en masse forholdsregler når man færdes på de sociale medier. Det gælder især deling af billeder mm. For der er desværre rigtig mange eksempler på at folk tager screenshots af fx snapchats og deler til andre. Så det er også en idé at lave aftaler med dem, som man snapper med. Man kan nemlig komme til at glemme, hvad reglerne er. Så er det godt at snakke om dem.
På vores hjemmeside https://www.bornetelefonen.dk/tema/problemer-på-nettet har vi også samlet en guide til, hvis man har oplevet noget ubehageligt på nettet.
Den bedste forebyggelse er selvfølgelig ikke at dele nøgen eller andre private billeder af sig selv.
Hvis du har lyst, er du også velkommen til logge på vores chat her på hjemmesiden og chatte med en af vores rådgivere eller ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har brug for det.
De kærligste hilsner BørneTelefonen