Har ikke nogen at være sammen med.
Brevet er redigeret af hensyn til barnets anonymitet. Rådgiver har læst hele brevet.
Hej mit navn er ….., og jeg er ekstremt ensom, og jeg har ikke rigtig nogen at gå i byen med, Eller være sammen med i hverdagen, jeg er ikke så kommunikativ, og det nærer mig dybt.
Den første skole jeg kom på, var en skole fyldt med hærværk og ballade, og undervisningen var ikke en priotet hos værken elever eller lærer. Jeg havde dog venner, at lege med, og en nabo som jeg også legede med. På et tidspunkt blev der begået et stort indbrud i vores hjem og mange genstande blev smadret.
Efter det boede jeg hos min Mormor og jeg var kun 11 år. Min mor fandt så en skole som jeg kom til at gå på og der havde jeg det rigtig godt. Det var en fin og normal folkeskole med rigtig god undervisning.
Skal lige hilse og sige at jeg værken kunne læse eller skrive dengang. Hvilket var meget normalt i den skole jeg forlod. Jeg indhentede cirka 3 års skole gang på et fucking folkeskole år og jeg var endelig i et sted der var normalt. Men så besluttede kommunen at jeg skulle gå på autisme klasse selvom jeg nu senere i mit lov har opdaget at jeg ikke engang er autist WTF!!!.
Jeg gik så i en autisme klasse socialt isoleret fra andre skoler med en masse undervisning jeg ikke forstod. Hvilket er et bevis på at man skal sende mig i normal klasse. Jeg fandt ud af hvor lang andre på min alder var socialt og fagligt da jeg var 15 år. Jeg jeg opdaget pluslig at jeg ikke længere var normal.
En morgen valgte jeg at besøge en normal skole hvor væggende var rene og undervisningen god. Og der sagde jeg til skolelederen at jeg ikke havde lært noget. Dog skulle jeg sende en eller anden ansøgning og da det vidste sig at autisme klassen havde sendt mig fucking helvede to klasser om så kunne jeg ikke gå der.
Lærerne i den klasse var ikke gode og gangene var snavset og ja det var en ren galanstalt. Og lærerne havde åbenbart hørt fra en der havde set mig at jeg havde besøgt et andet sted så de valgte at holde mig ude og vænne alle andre imod mig istedet for at hjælpe mig da jeg havde det værst.
Jeg blev hjemme i en uge eller mere. Hvor de så ringede og spurgte min mor om hvorfor jeg ikke var i skole og som min mor så det sad jeg derhjemme og var deprimerede. Og jeg har tidligere været indlagt på grund af stress vilket var den klasses fucking skyld.
Skolelederen inviterede os til et møde hvor vi kunne få snakket om hvad der nærede. Jeg sagde at jeg ikke havde lært en noget og at jeg vilde gå på en anden skole. I starten vilde vores ligeglade dumme skoleleder tvinge mig til at blive men jeg overbeviste ham om at jeg kunne. Så jeg kom altså endelig på inklusion. Bare ikke fuldt inklusion. Så jeg skulle sadig spilde tid derovre. Nå men nu var jeg kummer i en normal klasse med normal undervisning.
Jeg var bare to år ældre end de andre og aligevel ikke den samme faglighed eller sociale evne. Hvilket jeg dog senere lærte. Jeg havde endelig fået lov til at lære. Men det var ikke fedt at de andre var så unge. Så jeg aftalte med vore lære efter et år eller op imod to at jeg skulle sendes til en skole hvor der var mennesker på min alder. Og min lære lovede at jeg ikke skulle havne på nogen special skolle.
Men jeg kom altså aligevel på special klasse hvilket jeg er sur over og der lærte jeg ikke en skid og jeg følte mig igen socialt isoleret. Og på grund af at jeg ikke gad være glad for skolen og gå der så lærende ikke følte nogen grund til at vurdere mig uddannelses parat til mit drømme gymnasium selvom at jeg fik et fint snit.
Jeg kom Aldrig på gym. Men skal snart starte på en erhvervsuddanelse. Hvilket også skulle være mega godt.
Alt i alt vilde jeg bare skrive ind til børnebrevkassen for at vise jer nogle af mine frustrationer
jeg har aldrig rigtigt været i byen med nogen uden for skole tid og jeg har aldrig været ude og score piger. Og det gør mig så elendigt til mode. Folk jeg møder disliker mig gang på gang. Og jeg forstår det ikk!
Jeg ser godt ud jeg er iform. Jeg lyver om ekskærester som jeg ikke har haft. Så hvad gør jeg og hvordan kan jeg finde andre mennesker da jeg ikke har fået chancen for at få venner der går i byen (kan også kaldes unormal opvækst).
Jeg er også blevet fyret to gange det ene da jeg åbenbart ikke gjorde det rigtigt og ikke måtte svare igen på en sur boss det andet da jeg åbenbart var firkantede og manglede personelighed og evne til at lytte.
Jeg tror mit selvværd er til rotterne og jeg har det hvirkelih elendigt. Jeg har mest bare lyst til springe ud af vinduet.
Så please hjælp mig med at kommunikere med andre drenge. Og især det der med at få piger til at kunne lide mig. Har trænet en del både fysisk og fagligt men er stadig ikke hvor jeg vil være.
Social hjælp er mit vigtigste behov ligenu. Jeg dræner mig også i gulvet vært gang jeg får migligheden eller er på diskotek.