Kære pige på 13 år
Det er en stor beslutning at skulle tage, når man overvejer at skifte skole. Derfor skal det overvejes nøje, inden I beslutter noget.
Det er meget naturligt, at man får lyst til at prøve noget nyt i din alder. Man begynder at tænke meget over livet og ser sig selv med nye øjne. Man får lyst til at se mere af verden, og så kan man godt komme til at synes, at alt det, man kender, bliver lidt kedeligt. Et det sådan, du har det?
Jeg kan i hvert fald høre, at du har det godt i din klasse. Det er rigtig godt at høre. Det lyder derfor ikke til, at det er det sociale, der er problemet.
Det er svært at sige, om den ene skole er bedre end den anden, hvis det sociale fungerer fint, og undervisningen fungerer fint, for lærerne har jo den samme uddannelse, og det er også de samme mål, man skal nå i undervisningen.
Hvis man går i en god klasse, synes man, at skolen er god. Men hvis man går i en klasse, der ikke fungerer, tænker man nok, at skolen er dårlig.
Det er altså ikke sikkert, at den skole, du tænker, er bedre, rent faktisk er bedre. Det kan godt være en forestilling. Forstår du?
Efter min mening vil det være ærgerligt at skifte skole, fordi man forestiller sig, at den nye skole er bedre, hvis den ikke er det.
Du skal derfor vide nøjagtig, hvad den anden skole kan tilbyde dig, som din nuværende ikke kan tilbyde.
Når man skifter skole, skal man i hvert fald være sikker på, at det er dét, man virkelig gerne vil.
Måske vil det kunne hjælpe dig at skrive en liste over fordele og ulemper ved at gå i din nuværende klasse og ved at skifte skole. Det kan give dig bedre overblik over, hvad det egentlig er, der betyder noget for dig. Og ud fra den liste vil det være nemmere for at træffe den rigtige beslutning.
Og så vil jeg anbefale dig at tage en snak med din klasselærer om det.
Hvis det fx handler om faglig usikkerhed eller manglende udfordringer, så vil det være godt at tale med din klasselærer om det.
I det hele taget vil det være rigtig godt at få talt med din klasselærer. Der kan være mange tanker, der vil være godt at få vendt med én, der har så stor erfaring med børn og unge, som ens lærere har.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen