Brev

Skoleskift i niende

Jeg er en pige med et gennemsnit på middel/under-middel jeg føler at mine lære bedømmer mig uretfærdigt og at de overhovedet ikke har et oversyn.
Da jeg sagde at der var nogen bestemte personer jeg ikke kunne arbejde med til skole-hjem sammentale pissede de fuldstændigt på det og glemte det som om det var ingen ting. De hjælper mig aldrig selv hvis jeg spørger om hjælp.
Jeg har mange gode venner i mine klasse men også mange ikke gode venner (falske venner) min mor og jeg snakkede om at skifte skole i 9 men jeg er meget usikker fordi jeg har ikke lyst til at miste mine bedstevenner

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har skrevet, når du kan mærke, at du har brug for en ændring af din situation. Det er, som du skriver, en svær beslutning at skulle skifte skole. Jeg ved fra andre unge med lignende tanker, at de har præcis de samme overvejelser og bekymringer som dig.

Først vil sige, at det er rigtigt dejligt at læse, at du allerede har snakket med din mor. Det er nemlig godt med så meget støtte som muligt, når man skal tage en stor beslutning.

Det er også dejligt at du har gode venner i din klasse. Man behøver ikke at være bedste venner med alle sine klassekammerater. Men det er selvfølgelig vigtigt, at man har nogle at snakke med, og at man bliver respekteret, når man tilbringer så meget tid i klassen.

Jeg er i tvivl om, om det du tænker mest på, er at du ønsker dig flere venner i klassen – eller om det især er det faglige og samarbejdet med lærerne, der fylder hos dig lige nu?

For det er rigtig øv, at dine lærere ikke lytter til dig. Specielt når du har været ærlig og fortalt, at du er udfordret med at skulle arbejde sammen med nogle bestemte. Det er ikke i orden, at det foregår på den måde. Det er dine læreres ansvar at du trives, at du har de bedste muligheder for at styrke dit faglige niveau.

Når man bestemmer sig for at skifte skole, ved man aldrig, hvad man kan vente sig på den nye skole. Men man håber jo selvfølgelig på, at alting bliver bedre end før.

Det kræver rigtigt meget, hvad enten det så er i en ny klasse, en ny skole eller et nyt job for den sags skyld. Det tror jeg, at alle mennesker, både børn og voksne kan nikke genkendende til.

Det er jeg sikker på, at du nok skal klare, hvis det er det, du beslutter. Du lyder til at være en handlekraftig pige, som en der tør stå ved din mening, og du har samtidig din familie til at bakke dig op.

Hvis du vælger at blive i din klasse og tage samtalen med skolen og din lærer igen, så kræver det også hårdt arbejde. Til gengæld ved du, at du fortsat også vil have dine bedste venner tæt på. Og det er naturligvis en fordel.

Hvordan ville det være, hvis du og din mor tog endnu en snak med din lærer? I kunne skrive ned på et stykke papir, hvorfor du ikke trives lige nu og lave med dine egne bud på, hvad der skal til for at det ændrer sig. De forslag kan I så måske drøfte sammen med din lærer. Hvad tænker du om det?

Jeg hører desværre tit fra andre unge, at skolen og læreren skal høre tingene flere gange, før de forstår, at der faktisk er et problem. Det kan der være mange grunde til, men bare for at fortælle dig, at det kan være nødvendigt at sige det flere gange for at de forstår alvoren.

Hvis din situation stadig er den samme efter nogle uger, hvis du fortsat føler din klasselærer ikke gør nogen indsats, som hjælper – så må du og dine forældre sammen overveje, om det er et skoleskift, der skal til.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd og bliver ved med at være dig selv og prøve at holde fast i dit mod og din fighterånd.  Jeg ønske dig alt muligt held og lykke med dine sidste folkeskoleår.

Til sidst vil jeg fortælle, at du kan læse mere om skoleskift på vores hjemmeside her.

Du kan også ringe til BørneTelefonen 116 111 og snakke med en af de voksne, der sidder klar.

Måske kunne din mor have brug for at snakke med ForældreTelefoen 35 55 55 57. De er nemlig også vant til at give forældre råd ti. hvordan de bedst kan støtte deres unge.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen

læs mere om skoleskift

Tænker du på at skifte skole eller skal du snart skifte skole? Der kan være mange grunde til, hvorfor du vil skifte skole. Nogen børn skifter f.eks. skole, hvis de bliver mobbet eller ikke føler, at de passer ind i klassen. For andre handler det mere om undervisningen, og de har enten brug for mere hjælp eller flere udfordringer.

Det er en stor beslutning at skifte skole, og det er vigtigt, at du får talt med nogen om det. Måske er du usikker på, om et skoleskift er noget for dig? Måske har du brug for hjælp til at tage beslutningen? Det kan også være, du ikke helt ved, hvordan et skoleskift fungerer.

Hvis du snart skal skifte skole, kan det være du tænker over, hvordan du får sagt ordentligt farvel til dine gamle klassekammerater. Eller hvordan du får venner i den nye klasse.

Få svar på spørgsmålene om skoleskift og få en masse råd om, hvordan du får det sagt til dine forældre eller lærere. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner i en ny klasse eller læse breve fra andre børn, der går med samme overvejelser.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat