Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skiftet skole

Hej BørneTelefonen
Jeg skriver fordi jeg lige har skiftet skole, fordi jeg ikke føltes at jeg trives mere på min gamle skole. Mine forældre har godt nok fortalt mig, at det kan være meget svært at komme ind i en ny klasse og sådan.. Men jeg havde alligevel et nyt håb for en bedre hverdag i skolen mellem veninderne. Jeg er rigtig god fagligt og jeg er generelt god til at skabe nye venskaber. Nu er jeg skiftet og meldt mig ud af min gamle skole. Der er bare det problem at jeg ikke føler jeg passer særlig godt ind i min nye klasse. Jeg brød fuldstændig sammen i går, og kunne bare overhovedet ikke overskue mit liv mere.. Føler jeg har et stort tomt rum i min mave som bare ikke vil forsvinde. Jeg havde en forfærdelig start på min nye skole. Prøvede at gå hen til pigerne for at lære dem at kende, men de virkede bare ikke interesserede. Jeg gik alene ude i frikvartererne og sådan… Hvilket var virkelig svært og jeg begyndte faktisk også at græde, for jeg er normalt en meget social pige som har det bedst med at være i et fællesskab. Jeg flyttede skole fordi jeg ikke følte at jeg var en del af den store pigegruppe, som jeg engang var centrum i da jeg gik i 6. Klasse. Vores klasse blev splittet op i slutningen af 6. Klasse og jeg kom ikke i klasse med nogle af mine 5 allerbedste veninder og ikke nok med det jeg kom heller ikke i klasse med 4 af mine bedste drengevenner så det var virkelig hårdt dengang.. Nu går jeg så i 8. Klasse og følte bare at jeg blev nødt til at skifte skole pga. jeg ikke kunne holde det ud mere. Inden vi blev splittet op var jeg virkelig en stor del af fællesskabet og havde det mega godt i klassen. Jeg har altid været sød og loyal overfor alle, men efter vi blev splittet op følte jeg både den her svigt fra lærerne som lavede klasserne fordi de netop godt vidste hvem jeg var mest sammen med. Men også fra mine venner/veninder for efter vi blev splittet op har de ændret sig fuldstændig og nu har de glemt mig. Det er dog bare 10000 gange værre på min nye skole for der har jeg INGEN som jeg kender eller er trygge ved. Gik hele tiden hen til pigerne og prøvede at snakke med dem, men de var så afvisende og tog bare de andre piger om halsen og krammede hele tiden så havde ingen chance..! I frikvarteret gik de også bare. Jeg ved godt at jeg skal give det noget tid, men det er virkelig ikke til at bære at det skal være sådan. Havde jo et håb om at jeg ville blive en del af pigegruppen igen ligesom i 6. Klasse men her er jeg fuldstændig hende der bliver holdt udenfor. Jeg savner min gamle klasse og mine veninder for havde alligevel 3 gode veninder som jeg virkelig savner en hel del. Da jeg fortalte at jeg skulle skifte skole blev de allesammen så kede af det både i min egen klasse og parallelklassen. En reaktion som jeg ikke havde regnet med. Jeg vidste faktisk ikke at jeg betød så meget for dem. Troede helt ærligt ikke at de kunne lide mig, men de var så kede af det og dagen efter kom de hjem til mig med gaver som virkelig betød en hel del. Jeg vil rigtig gerne tilbage til min gamle skole for det nye er rent ud sagt et værre helvede for mig. Min lærer på min gamle skole blev også rigtig ked af det for jeg var hendes yndlingselev og det ved jeg fordi hun har sagt det flere gange og vi har haft et godt forhold til hinanden i skolen. Hun blev også rigtig ked af at jeg flyttede. Men ved ikke hvad jeg skal gøre for vil så gerne tilbage men alligevel føler jeg ikke at jeg kan det, fordi nu har mine forældre gjort sådan en stor indsats i lang tid på at jeg kunne flytte skole som jeg var fuldstændig hook på. Jeg har plaget dem i et halvt år nu, så føler ikke at jeg kan sige at jeg vil tilbage, da de havde fortalt mig om alle de risiko der kunne være ved det. Er så forvirret over det hele og mit liv nu her. Har virkelig fået lavt selvværd og føler jeg er endt i et stort sort hul som jeg ikke kan komme op fra. Det hele er magtesløs og kan ikke klare mere. Ved ikke hvad jeg skal gøre. Er bare så ked af det og har psykisk og fysisk ondt i maven og hovedet.. Hjælp!!
Vh en virkelig confused pige

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej kære pige.

Hvor er det bare godt at du nu skriver ind til os på BørneTelefonen, så du kan komme ud med din frustrationer, du står med nu efter at have skiftet skole.Jeg forstår udmærket at det er en svær situation som du er havnet i.

Når man træffer beslutninger såsom at skifte skole, ved man aldrig hvad man kan vente sig på den nye skole. Men man håber jo selvfølgelig på at alting bliver bedre end før. Man regner samtidig også med at andre mennesker er åbne og venlige overfor en, især når man selv er meget social og loyal, som du beskriver dig selv.

For mig lyder det som om at du har taget en chance for at se hvilke andre muligheder, som der kunne være for dig. Og det er virkelig sejt og modigt gjort. Det er også rigtig rart at vide, at dine forældre har støttet omkring dig og dine ønsker og kæmpet for at du skulle blive glad for at gå i skole.

Det lyder som om at du er en rigtig omsorgsfuld pige, som er meget kontaktsøgende og god socialt. Derfor vil jeg håbe, at du kan minde dig selv om dette. Det er nemlig vigtigt at tro på sig selv, og tænke at man er god nok og at stå ved sig selv, når man møder nye udfordringer i sit liv. For det som der sker på din nye skole, har intet med dig at gøre som person.

For nogle mennesker kan det være udfordrende at virke imødekommende overfor nye mennesker. Måske holder pigerne fra din nye klasse sammen fordi at det føles trygt for dem. Måske skal de lige se dig lidt an, før de tør at åbne op for dig. Nogle gange kan man godt være “bange” og usikker overfor nye personer. For nye personer der skal ind i et fællesskab, ændrer jo nogen gange ved de roller som allerede eksisterer. Det er helt naturligt, men kan godt skabe stor utryghed hos de fleste.

Som du nu oplever kan det være en udfordring at starte et nyt sted, hvad enten det så er i en ny klasse, en ny skole eller et nyt job for den sags skyld. Det tror jeg at alle mennesker, både børn og voksne kan nikke genkendende til.

Du har indtil nu gjort det helt rigtige. Nemlig at virke stærk, at blive ved med at kæmpe og at virke glad og som en, der har interesse for de nye klassekammerater.

Det er helt okay, at du så måske går hjem og er rigtig udmattet og måske ked af det. For der er meget nyt at skulle vænne sig til og det er så hårdt at føle sig afvist. Men i den situation er det virkelig vigtigt, at du får delt dine tanker og følelser.

Måske kunne du skrive dagbog? Det ville også være en rigtig god ide at du snakkede med dine forældre om, at det er lidt hårdt at komme ind i pigegruppen i din nye klasse. Det er okay at græde ud ved sine forældre. Dine forældre har garanteret også selv oplevet, hvor svært det kan være at starte et nyt sted og skulle lære nye mennesker at kende, og sommetider også at blive afvist.

Mit første råd er altså at du skal give det lidt mere tid, og forsøge at virke stærk på skolen og tillade dig selv, at være sårbar når du kommer hjem til dine forældre. Det kan være en god ide at være ekstra god ved dig selv, når du er hjemme. Se en god film, gå en tur med din mor, bed om en krammer, ring måske til en gammel veninde og snak med hende omkring din nye situation. Tro mig; det kan hjælpe rigtig meget, at få delt sine tanker og følelser.

Når det så er sagt, så er det din læreres ansvar at der er et godt fællesskab i klassen og at alle er en del af fællesskabet. Så hvis det fortsætter med at være sådan, at du ikke føler dig som en del af fællesskabet – så kan dine forældre snakke med din lærer omkring det. Så kan din lærer eksempelvis dele pigegruppen lidt op og sørge for, at du kommer i en gruppe med nogle af pigerne, når der skal laves gruppearbejde.

Man behøver ikke at være bedste veninder med sine klassekammerater. Man kan se sine bedste veninder efter skole og i sine weekender. Men det er selvfølgelig vigtigt at man har nogle at snakke med, og at man møder venlighed når man nu tilbringer en del tid på sin skole. Du har ret til at trives i dit nye klassefællesskab. Det skal din lærer sørge for.

Så hvis din situation stadig er den samme om nogle uger, hvis du fortsat føler dig udenfor og hvis din klasselærer ikke gør nogen indsats, som hjælper – så må du og dine forældre sammen overveje om I skal tage en snak med din nye lærer for at høre, hvad der bliver gjort for at få dig godt med ombord. Og i sidste endnu – om du mon skal tilbage til den gamle skole igen. Det er allersidste løsning, men det burde ikke være umuligt, hvis fællesskabet ikke kommer til at fungere det nye sted.

Jeg håber at du kan bruge mine råd og bliver ved med at være dig selv og prøve at være i alt det nye en rum tid.
Det kræver hårdt arbejde og støtte fra skolen, men med dine egenskaber tror jeg på, at du har gode chancer for nye gode venskaber med tiden.

Jeg ønske dig alt muligt held og lykke med dine sidste folkeskoleår.

Du er hjerteligt velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen igen, hvis du har brug for en voksen udefra, som lytter.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen.

læs mere om skoleskift

Tænker du på at skifte skole eller skal du snart skifte skole? Der kan være mange grunde til, hvorfor du vil skifte skole. Nogen børn skifter f.eks. skole, hvis de bliver mobbet eller ikke føler, at de passer ind i klassen. For andre handler det mere om undervisningen, og de har enten brug for mere hjælp eller flere udfordringer.

Det er en stor beslutning at skifte skole, og det er vigtigt, at du får talt med nogen om det. Måske er du usikker på, om et skoleskift er noget for dig? Måske har du brug for hjælp til at tage beslutningen? Det kan også være, du ikke helt ved, hvordan et skoleskift fungerer.

Hvis du snart skal skifte skole, kan det være du tænker over, hvordan du får sagt ordentligt farvel til dine gamle klassekammerater. Eller hvordan du får venner i den nye klasse.

Få svar på spørgsmålene om skoleskift og få en masse råd om, hvordan du får det sagt til dine forældre eller lærere. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner i en ny klasse eller læse breve fra andre børn, der går med samme overvejelser.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat