Kære piger
Man kan vokse fra veninder i alle aldre. Men det fantastiske er, at man kan vokse sammen igen senere i livet. Hemmeligheden er at skilles på den bedst mulige måde.
I stiller to spørgsmål i jeres brev. Det ene går på, om I alle tre stadig er venner til sommer; og det andet på, hvordan I kan sige til hende, at I føler, I er vokset fra hinanden.
Ud fra de to spørgsmål, er jeg lidt i tvivl om, hvor afklarede I er med, at I er vokset helt fra hinanden? Derfor er mine forslag til jer også to forskellige.
Mit første forslag er, at gå et skridt tilbage. Prøv at finde ud af, hvad det var, der bandt jer alle tre sammen til at starte med? Hvad kunne I godt lide ved Sofie? Har hun ændret sig - eller har I? De ting, I savner hos Sofie, er det noget, hun kan nå at ændre på og hvordan?
Hvis der er en chance for, at I alle tre kunne blive tætte igen, så prøv at lykkes med det. I kunne starte med – uden Sofie – at svare på spørgsmålene herover. Hvis I når frem til, at Sofie godt kan blive jeres tætte veninde igen, så giv det en chance og lad hende vide, hvad I har tænkt over, og lad hende vide, hvis der er noget, I savner fra hende, så hun får en chance. Det kan jo også være, at Sofie savner noget fra jer, noget I kan ændre på, blive bedre til?
Mit andet forslag er gældende, hvis I allerede er helt afklarede med, at det ikke kan blive som før.
Hvis I er helt afklarede, så brug de svar, I fandt frem til i det første forslag. Sig til Sofie, at I gerne vil mødes med hende, et sted, der er rart for jer alle – også Sofie. Forklar Sofie jeres tanker og spørg hende, om hun føler det samme? Måske hun gør. Måske hun slet ikke gør, og bliver rigtig ked af det. Det vigtige er, at I får sagt det på en ordentlig måde. Sørg for at tydeliggøre Sofies gode sider og bagefter få sagt, hvad det er, I har savnet i jeres venskab. Hvis I, på en pæn og ordentlig måde, får ’veninde-slået op’, så ønsker hun måske slet ikke at tage med på sprogrejse. Jo bedre I får ’slået op’, jo større er chancen for, at I senere kan finde sammen igen.
Men forbered jer på, at hun godt kan blive rigtig ked af det. Hvis hun gør det, så vær der for hende et stykke tid efter. Snak med hende, spørg ind til hendes weekend, dag, osv. Med tiden skal hun nok komme videre. Det er bare vigtigt, hun ikke kommer til at føle sig ensom – trods alt har I jo været hendes tætteste veninder.
Jeg håber, det hele går godt for jer alle tre.
Kærlige hilsener fra BørneTelefonen