Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vennegruppe på 3

Hej BørneTelefonen

Jeg er en pige på 13 og kan ikke rigtigt finde ud af at være mig selv. Hvis jeg er i klassen kan jeg ikke være mig selv fordi jeg ikke ved hvad andre tænker om mig.

Jeg har to veninder i min klasse hvilket jeg er meget glad for men jeg føler mig ikk rigtigt tilpas fordi jeg ikke kan være mig selv og jeg ikke er den sjove og den som min anden veninde er.

Håber meget i vil hjælpe mig kh en pige på 13 år

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Tak for dit brev. Det er godt, at du skriver, for det lyder ikke til at være nemt at være dig for tiden. Det er virkelig sejt, at du har haft mod til at skrive til BørneTelefonen.

Du skriver, at du ikke rigtigt kan finde ud af at være dig selv og at du tænker meget over, hvad andre tænker om dig. Det er noget, jeg har læst i flere breve fra unge, der skriver til BørneTelefonen. Mange oplever, at det kan være svært at finde ud af, hvem de er eller hvem de gerne vil være.

Mange forestiller sig måske, at der er nogle måder at være på, som er mere rigtige end andre. Det er der ikke. Men det vigtigste er måske at være sig selv og lytte til alt det, der helt naturligt kommer til én? Ingen er bedre til at være dig, end du er!

Det kan være en lang proces at finde sig selv. Måske er det vigtigt med tålmodighed, så du kan have ro og god tid til processen? Man udvikler sig hele livet igennem, og mange mennesker har det i perioder ligesom dig. Men det er ikke meningen, at du skal føle dig utilpas og ved siden af dig selv hver dag i skolen. Det skal der selvfølgelig ændres på.

Du skriver, at du har to veninder i klassen, som du er glad for. Har du tænkt over, at de højst sandsynligt er veninder med dig, fordi de rigtig godt kan lide dig? Jeg tror, at du er meget mere sjov og spændende end du selv tror.

Jeg tror, at man ofte forestiller sig, at andre mennesker tænker meget mere om én end de i virkeligheden gør. Det kan være nogle tanker, der kan fylde rigtig meget i ens hoved. Sådan oplever mange unge det. Men det er vigtigt at tankerne ikke får lov til at bremse alt det gode. Derfor tænker jeg også, at du skal have hjælp til at få styr på tankerne.

Jeg er nysgerrig på, om du mon har snakket med nogen om det? Dine veninder eller måske dine forældre? Uanset tror jeg, det er en god idé at tage en snak med én, du er tryg ved. Måske dine forældre, din lærer, din moster, din søskende, din fodboldtræner eller en helt anden. Det vigtigste er, at det er én, du har lyst til at snakke med det om.

Måske kan den voksne sagtens sætte sig ind i dine tanker. Mange voksne har sikkert selv prøvet at have sådan nogle tanker eller kender nogen, der har. Faktisk tænker mange mennesker meget over, hvad andre tænker.

Du kan måske også snakke med dine veninder om det og fortælle, at du føler dig utilpas i klassen. De oplever måske noget lignende eller kan allerede mærke på dig, at du ikke har det godt i klassen. Nogle gange er det rart at få sagt højt. Så kan de måske bedre forstå dig og hjælpe dig, når du får det sådan.

Da du skriver, at det er i klassen, du føler dig utilpas, tror jeg, at det også kan være vigtigt for dig at snakke med din lærer om det. Læreren kender alle eleverne i klassen og kan hjælpe med at tage emner op til for eksempel “klassens time”. Ingen behøver at vide, at det er dig, der har snakket med din lærer om det.

Du har allerede vist meget mod og beslutsomhed ved at skrive til BørneTelefonen. Jeg håber, at du kan bruge de styrker, når du skal snakke med nogen om, hvordan du har det.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat