Hej med dig.
Tak for dit brev. Det lyder til at du går med mange tanker omkring det hele, og jeg håber at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej til, hvad du kan gøre. Hvor er det godt, at du selv har mærket efter, at du gerne vil have mere hjælp i skolen, og at du nu har taget næste skridt til at gøre noget ved det!
Først og fremmest vil jeg gerne rose dig for at sætte ord på dine følelser og tanker. Det kræver mere end man lige går og tror, og jeg kan godt forstå at du er i tvivl om, hvad du skal gøre.
Når man står over for at skulle noget nyt, vil det ofte opleves svært og grænseoverskridende. Og det er fordi man træder ind i noget ukendt og derfor også noget utrygt. Så jeg kan godt forstå, hvis du er nervøs over at skulle skifte skole. Nogle gange kan det være en god ide at prøve og lave en liste over de positive ting og negative ting, der kan være ved det valg man skal tage, og så taget valget ud fra hvor mange positive ting, der er. Måske det vil hjælpe dig til større klarhed at se her: Guide: Er skoleskift noget for dig?
Du kan måske også skrive et brev til dine forældre, så du på den måde måske kan få startet en samtale med dem: Guide: Skriv et brev – tanker om skoleskift
Jeg kan godt forstå, at du er bange for at miste dine venner, hvis du skifter skole. Jeg tænker på, om du kunne have lyst til at snakke med dine venner om, at du måske skal skifte skole? På den måde kan du også høre, hvad de tænker, og så kan du fortælle dem, at du er bange for at skulle miste dem, hvis du flytter skole. Jeg tænker at I på den måde, kan være fælles om holde kontakten, så du ikke får følelsen af, at du er den eneste, der prøver på det. Kunne du mon have lyst til det?
Det lyder til, at du allerede har undersøgt muligheden for at få ekstra hjælp i skolen. Det er mega stærkt gået af dig, at du selv tager initiativ! Jeg tænker på, om du mon har snakket med dine forældre om problemet? Måske de kan hjælpe dig med at finde en skole som tilbyder ekstra hjælp til dem, der må ønske det. Hvad tænker du mon om det?
Jeg håber at svaret her, kunne hjælpe dig videre til, hvad du gør herfra. Ellers skal du altid være velkommen til at skrive ind til os igen.
Rigtig god sommer!
Venlig hilsen
BørneTelefonen