Brev

Upopulær i klassen

Hej jeg er en 13 årig dreng der er en af de mindre populære i klassen.

Jeg prøver at skabe venner men både piger og drenge fra klassen er det ligesom de prøver at ignorer mig hvis jeg kommer for tæt på eller prøve at deltage i hvad de andre laver.

Måske er der nogen der har bagtalt mig om noget der ikke passer ellers er jeg måske bare kedelig og ikke særlig sjov.. måske synes de også at jeg er lidt underlig? Jeg ved det ikke?

Har i nogle forslag til hvad jeg kan gøre for at blive lidt mere populær eller at gøre så piger og drengene fra klassen ville tage mig med ind i deres samtaler..

måske er det også fordi jeg er lidt genert og dårlig til at starte en samtale.

Jeg har selvfølgelig venner men ville gerne have flere.. eller søde pige veninder som jeg ikke har

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Dreng på 13,

Tak, for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært og at du tænker over, hvorfor det mon er sådan.

Det er rigtig godt, at du har nogle venner, men jeg kan godt forstå at du gerne vil have flere. Så det er rigtig godt, at du har skrevet det her brev og at du beder om hjælp på den måde.

Det lyder ikke særlig rart at du føler dig ignoreret. Jeg tænker på om du mon har prøvet at tale med din lærer om det? Det er ikke iorden at dine klassekammerater holder dig udenfor og derfor tænker jeg, at du skal tale med din lærer. Din lærer kan hjælpe dig ind i fællesskabet igen og være en støtte for dig i processen.

Du kan også prøve at tage kontakt til en klassekammerat via sms eller lignende. Måske kan I lave en aftale efter skole eller i en weekend. Og hvis du starter med at tage kontakt på tekst, undgår du måske den værste generthed i forbindekse med at starte samtaler.

En anden idé jeg får, til hvordan man kan få nye venner er at starte til noget i fritiden. Det er en god mulighed for at lære nye venner at kende. 

Held og lykke med at få skabt kontakten til nogle nye venner og veninder.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat