Kære 15-årige,
Til at begynde med vil jeg gerne starte med at sige: Jeg tror ikke, du er et røvhul! Hvorfor, jeg skriver sådan, skal jeg nok uddybe. Men én af grundene til, at jeg tænker sådan, er fordi du med dit brev viser en modenhed, en stor selvindsigt og en masse empati, for de mennesker, du er sammen med. Karaktertræk jeg bestemt ikke ville tilskrive et røvhul.
Men følelsen af at være et røvhul, altså den følelse, du går rundt med. Følelsen af at komme til at skændes lidt for ofte, at tale som om du er bedre end andre og opføre sig dårligt, som du fortæller, du gør. Den følelse er noget helt andet. Den gør dig dog ikke til et røvhul – men måske kommer du overfor andre til at fremstå som et.
Umiddelbart kan forskellen godt synes meget lille. Men forskellen i mine øjne er, at er man et røvhul, så er det fordi man ønsker at være et. Det er helt bevidst, at man opfører sig dårligt overfor andre mennesker. Fordi man ønsker at gøre dem ondt eller såre dem.
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg ikke, at du ønsker at være sådan. Tværtimod ønsker du, at du kunne være anderledes. Og måske er du inde på noget af det rigtige, når du skriver, at dit miljø kæmper imod. For måske oplever du, at det lidt er en rolle, du har svært ved at komme ud af?
Du gør dig nogle virkelig fine overvejelser omkring din situation. Du kommer bl.a. ind på, hvorfor du tror, du er endt i den situation. Her fortæller du, at du ikke føler, du passer ind i hverken pige- eller drengegruppen. Men du tænker ikke, at du er ensom, fordi du nævner, at du stadig taler med folk og samtidig godt kan lide at være alene.
Der er dog meget stor forskel på at være alene og være ensom. Det kan måske lyde fjollet, men det er faktisk muligt at føle sig ensom i et rum fyldt med mennesker. Og omvendt være helt alene og nyde det, men på ingen måde føle sig ensom.
Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg tænker faktisk, at det godt kunne lyde til, at du er lidt ensom. Når du fortæller, at du ikke rigtig har nogle i din klasse, du passer med. Og samtidig nævner, at dine idéer til sjov ikke er noget, de andre deler – men måske faktisk bliver irriteret over det.
Samtidig skriver du også det med miljøet. Og jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, at du har svært ved at være dig selv i skolen. At du ikke rigtigt passer ind og kan være, som du ønsker at være. I stedet kommer du til at opføre dig dårligt ved fx at skændes, lave sjov og tale, som om du er bedre end de andre. Mon det er rigtig tolket af mig?
Det lyder lidt som en træls rolle, du kommer til at påtage dig i et forsøg på at passe ind – eller måske nærmere gøre opmærksom på, at du ikke passer ind. Hvis det er sådan, så lyder det på mig som om, du godt kunne være lidt ensom. Og det kan være en tung følelse at gå med.
For selv om man måske godt kan lide at være alene, så tror jeg på, at alle mennesker har brug for at føle, at de passer ind et sted. At der er nogle, der kan lide en, for den man er. Nogle, der måske deler ens interesser. Og altså et sted, hvor man kan være 100% sig selv.
Du har måske ikke før tænkt det som ensomhed. Og i brevet kalder du det “at kede sig”. Men jeg tror måske ikke, at du vil opleve, at du kedede dig i skolen, hvis du følte, at du hørte til. Hvis du havde nogle, som du følte dig tryg og tilpas sammen med. Kan du mon følge mig i det?
Mine overvejelser går derfor på, at du bliver nødt til at snakke med nogen, om hvordan du har det. Eftersom det lyder til, at det er i skolen, du oplever “kedsomheden” og der, hvor du kommer til at opføre dig dårligt, så tænker jeg, at det måske er en lærer, du skal have fat i .
Du har så mange gode overvejelser om din situation og en enorm selvindsigt. Men det du har brug for, er en eller flere, der kan støtte dig i at bryde den onde cirkel, som du også selv nævner. Det tænker jeg, at din lærer nok ville kunne hjælpe dig med. For din lærer har nemlig pligt til at hjælpe dig, hvis du ikke trives med dine klassekammerater.
Det kan dog også være, at det er et skoleskift, der skal til. Ikke nødvendigvis lige nu, men om et år. Måske er efterskole en mulighed? Der har du nemlig mulighed for at finde en efterskole, der har fokus på nogle af dine interesser. Og derfor er chancen større for at møde nogle venner, som altså deler samme interesse som dig.
Jeg ved slet ikke, om det har din interesse og om det med efterskole overhovedet er en mulighed. Det tænker jeg måske er noget, som du kan tale med dine forældre om. Og måske det derfor også kunne være en idé at fortælle dem lidt om, hvad du går og kæmper med.
Jeg tror nemlig de fleste forældre er interesserede i, at deres børn trives. Og hvis de ved, hvordan du har det, så kan jeg forestille mig, at de vil forsøge at hjælpe og støtte dig på bedste vis.
Hvis det kan være svært for dig at fortælle din lærer eller dine forældre om, hvordan du føler og hvor træt, du er af at kede dig i skolen, så er en mulighed, at du viser dem brevet her. Hvis din lærer fx også har et billede af dig som en dreng, der opfører sig dårligt indimellem og som let starter skænderier, så vil brevet her vise en helt anden side af dig. Måske også en side, som dine forældre heller ikke kender til?
For det er bestemt ikke alle på 15 år, der sidder inde med de overvejelser du gør dig. Der har så fin en selvindsigt og bevidsthed om gerne at ville være mere sig selv og bedre menneske. Jeg er derfor sikker på, at hvis du tør fortælle nogle i din omverden, hvordan du har det. Og hvad der i virkeligheden ligger bag din “dårlige opførsel”, så vil miljøet omkring dig også tage imod dig på en anden måde. Giver det mening?
Du skal i hvert fald vide, at jeg hepper på dig. Og første skridt til at bryde en ond cirkel, det er altid at stoppe op! Og du har med brevet her sat bremserne i. Du har stoppet op og reflekteret over, hvorfor tingene er som de er – og ikke mindst, hvordan du ville ønske, at det hele kunne være. Næste skridt er så ikke at træde ind i cirklen igen. men i stedet gøre noget helt andet.
Det helt andet kunne være at sige højt, hvordan du har det. Og dermed få støtte og hjælp til ikke at falde tilbage. Måske er det ikke nok med hjælpen fra dine forældre eller lærer. For måske vil du aldrig føle dig tilpas i den klasse, du er i. Og sådan er det en gang imellem.
Det kan derfor måske netop være en mulighed at skifte skole eller måske overveje et efterskoleophold, hvor der er flere jævnaldrende og dermed større chancer for at finde ligestillede. Men alt det peger igen tilbage på, at det vil være en god idé, hvis du åbnede op overfor dine forældre og fortalte dem lidt om, hvordan du har det.
Her afslutningsvis vil jeg også lige nævne for dig, at der findes et tilbud for ensomme unge, der hedder Ventilen. Jeg ved ikke, om det er relevant for dig. Men om ikke andet kan du måske på deres hjemmeside læse lidt mere om ensomhed og dermed blive klogere på, om det er sådan, du har det – og ikke blot kedsomhed.
Ventilens hjemmeside finder du ved at følge linket her. Og på deres hjemmeside har de også en oversigt over i hvilke byer, der er fysiske mødesteder. Altså steder, hvor man kan mødes med andre unge eller deltage i forskellige arrangementer som fx fællesspisning, biografture m.m.
Skulle du få brug for det er du også mere end velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen igen. Enten via vores brevkasse her eller på vores telefonnummer 116111.
Med håb om alt det bedste
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
