Svært ved Matematik, hader mit liv
Jeg har rigtig svært ved matematik, og jeg mener rigtig svært ved matematik.
Jeg kan ikke engang gange eller dividere, og jeg er LANGT bagud i matematik.
Jeg går i 7 klasse og det hele startede i 3-4 kl der begyndte jeg at blive dårlig til matematik. Mine lærer har så ikke gjordt noget ved det i 5 år.
Nu går jeg i 7 klasse, og mine forældre er ved at tage det op på skolen.
Når vi har matematik sidder jeg bare og kigger efter ved de andre, det er ligesom om at jeg er HELT væk og jeg ingenting forstår. Når jeg fortæller læren at jeg ikke forstår en opg så prøver han/hun at fortælle det, men det er ligesom om at mit hovede lukker helt af og at jeg overhovedet ikke forstår noget. Jeg siger bare at jeg forstår det og det er nemt osv. Men det gør jeg ikke.
Jeg skal have tingene afvide op til flere gange, det jeg har brug for er en lærer som sidder ved siden af mig i et rum hvor der er ro.
og jeg begyndt at føle at det er begyndt at gå ud over dansk også.
Jeg sidder også bare og kigger i dansk timerne, og føler mig så dårlig til alting. Nogle gange sidder jeg bare og tænker over hvor dårlig jeg er til dansk og matematik, og nogle gange kan jeg også begynde at græde i timerne, fordi jeg har det så dårligt med mig selv og at jeg ikke kan noget.
Mine forældre går og siger at jeg er så god i dansk osv. Men jeg er begyndt at føle at det bare går ned af bakke og at mit hovede bare lukker af for ALT ting.
Det er ligesom om at jeg bare sidder i alle timer og bare kigger ud i luften og venter på at jeg har fri og at jeg kan komme hjem.
Jeg vil SÅ gerne lære at blive god til matematik, dansk, tysk og geografi, og blive lige så god som de andre.
Når lærerne prøver at forklare en ting, så er det ligesom om at jeg ikke lytter, og sidder i en helt anden verden.
Vi har lige haft en dansk prøve, der fik jeg 21 rigtige ud af 40, og min lære sagde også at det ikke var godt nok.
Jeg blev faktisk rigtig ked af det, men jeg prøvede sådan at skjule det lidt for de andre, og lave lidt sjov med det og bare sige flot lavet m.. Men inden i er jeg faktisk ked af det.
Når jeg bliver voksen skal jeg jo altså have et job, og det får jeg jo altså ike hvis jeg ikke bliver bedre og forstår nogle ting.
Jeg bliver også tit ked af det fordi jeg ikke forstår nogle ting, altså hvis de nu der er en der spørg mig om noget, og jeg så svare “hvad er det?” så griner de bare og siger jeg er blondine dum, og siger “ det mener du bare ikke det der?” men jo det mener jeg faktisk jeg ved ikke hvad det er og hvad det betyder.
Jeg er tit ked af det om aftnen fordi jeg tænker på at jeg er så dårlig og jeg aldrig bliver til noget. Og HVER aften siger jeg til mig selv “ så m.. imorgen tager du dig sammen og lytter og laver mange opgaver i skolen, men det bliver aldrig til noget..
Jeg har heller ikke lyst til at tage i skole.
Jeg har det nogle gange dårligt i min krop og føler mig træt. Jeg ved ikke hvad der er galt men der er helt sikkert noget galt, det er jeg ihvertfald lidt bange for. Fordi jeg har ondt i hovedet og mit hovede lukker totalt af oppe i skolen, jeg går sådan lidt og tænker på om der kunne være noget galt med mig? Altså en sygdom?
Jeg føler nogle gange at jeg er lidt alene omkring det her, og mine forældre siger jeg skal øve mig i tingene så skal det nok komme på et tidspunkt at jeg bliver bedre. Men jeg føler ikke de forstår hvordan jeg har det, jeg synes det er svært at forklare…
Jeg vil SÅ gerne lære alt det her, men jeg kan ikke…
Jeg har også haft tanker om at jeg ikke vil leve mere, og at det hele bare ville være nemmere så
Hvad skal jeg gøre?
