Kære pige på 11 år.
Tusind tak for dit brev til BørneTelefonen. Hvor er jeg glad for, at du skriver, for jeg kan høre at du har det rigtig svært for tiden. Hvor er det stærkt af dig, at skrive herind og række ud efter hjælp. Du beskriver så flot, hvordan du har det for tiden, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dig.
I dit brev skriver du, at du har det rigtig svært i skolen, du bliver mobbet – du føler endda at de fleste ikke kan lide dig. Du har tænkt på at dræbe dig selv, synes du er tyk, er stresset og er bekymret for din fremtid.
Hold da op, jeg kan godt forstå, at du har det meget svært. Du er en pige på 11 år, som har mange ting at tænke på, som er alt for meget for dig.
Du skriver, du har det svært i skolen: Er det i dine fag eller er det fordi, du bliver mobbet? De to ting kan faktisk også nemt hænge sammen. Når man har det svært med de andre på skolen og i klassen – så bliver det også sværere at få fokus og energi nok til at lære.
Hvor er det ærgerligt, at nogen på skolen får dig til at føle dig så forkert. Det lyder som om, at det føles rigtigt ‘usikkert’ og utrygt at gå på din skole. Jeg tænker, at andre end dig nok også bliver mobbet eller går rundt med en konstant frygt for ikke at blive accepteret og være ‘god nok’.
Det er så vigtigt, at der er en god stemning i klassen og på skolen – og det er de voksnes arbejde at sikre, at alle føler sig som en del af fællesskabet.
Din skole skal have en antimobbe-strategi. Det betyder, at din skole skal have en plan for, hvad de gør for at undgå mobning. De voksne på skolen skal sørge for, at alle børn har det godt og mobning skal stoppes.
Det er desværre rigtig svært, for lærerne at hjælpe, hvis de ikke ved, at der er et mobningsproblem. Måske du har en god lærer, sygeplejerske eller en anden voksen, som du kan fortælle det? Måske en pædagog på skolen?
Jeg håber du har mod på, at fortælle nogen om, hvad der sker på din skole, så du kan blive glad for at komme i skole.
Du skriver i dit brev, at du føler dig tyk, er stresset, har tænkt på selvmord og tænker på din fremtid. Det er jo klart, at du bliver stresset og får selvmordstanker som følge af det kæmpe pres, du mærker udefra. Dét er der ingen, der kan holde til i længden.
Har du mon fortalt nogle om dine følelser og tanker om hvordan du har det? Når folk omkring dig ved, hvor hårdt presset du er, så kan de måske ændre ved nogle ting i skolen og derhjemme. Måske vil selve samtalen i sig selv føles som en stor lettelse for dig?
Jeg ved ikke hvordan, du har det med, at fortælle andre om hvordan, du har det. Men du gør det så flot i dit brev til os. Hvis du synes det kan være svært, kan du måske overveje at kigge på det her.
På den hjemmeside, finder du en Youtube video, hvor du får gode råd til at fortælle noget svært. Nederst på siden, er der også gode råd til, hvordan man kan skrive et svært brev.
Et sidste råd vil være, at du kan altid ringe til din egen læge. Nummeret står på dit gule sygesikringskort. Her kan du fortælle hvordan du har det, og lægen har mulighed for at tale med dig om, hvordan du kan få mere hjælp.
Du skal dog vide, at din læge ikke har tavshedspligt overfor dine forældre, fordi du er under 18 år. Men lægen kan i nogle situationer lade være med at fortælle det videre til dine forældre, hvis lægen vurderer, at det vil være til skade for dig at dine forældre får besked.
Jeg håber at, du kan bruge mine råd til noget godt. Du virker som en viljestærk, klog og fornuftig pige og derfor tror jeg på, at du nok skal få det bedre og du vil kæmpe for dig selv, fordi det fortjener du.
Her til sidst vil jeg give dig denne side, som måske kan være rar at kigge lidt på: https://bornetelefonen.dk/mobning/
Du er altid velkommen til at skrive herind igen. Du kan også altid ringe til BørneTelefonen på 116111. Her kan du få en snak med en af vores søde rådgivere. Der er døgnåbent og du vil være anonym.
Jeg håber på det bedste for dig!
Knus og kram BørneTelefonen
