Hej 14 årig pige
Jeg kan godt forstå din bekymring for din skolegang, og de tanker du har omkring det. - Og samtidig vil du også gerne gå til fodbold.
Jeg tænker, at der må kunne findes en løsning, så du kan begge dele.
Det lyder da som en god ide, at melde dig til fodbold og bruge noget af din fritid på at være aktiv og sammen med andre. Heldigvis skal man ikke kunne spille og være god inden man melde sig, så du kan roligt melde dig til. Det at gå til fodbold, handler jo netop om at lære det - ellers ville det jo være lidt skørt at melde sig. Udover at det også er sjovt at spille og være sammen med andre, og bygge nye venskaber op. Der kan være mange gode og sjove ting ved at spille i en klub og være sammen med andre i et fælleskab.
Jeg har lyst til, at kommentere på dine kammeraters udsagn om din fritid. Jeg tænker jo, at det kun er dig som kan bedømme om din fritid er kedelig eller ej. Det er meget forskelligt, hvad vi har lyst til og brug for. Så det den ene syntes er et spændende fritidsliv, kan være stressende for den anden. Og det den ene syntes er et kedeligt fritidsliv, kan være dejlig afslappende for den anden.
Det vigtigeste er, at du laver det som passer til dig og det som du syntes giver dig god energi. Så må dine kammerater mene, hvad de vil.
Måske skulle du tale med dine forældre om din lyst til at gå til fodbold og din bekymring for skolearbejdet. Det kan jo også være, at din lærer har et godt forslag til, hvordan du kan begge dele. Jeg tænker da, at det vil være helt ok, at du passer lektierne om torsdagen og kommer de andre to gange. Når der er ferie i skolen, så kan du måske også være til fodbold om torsdagen.
Jeg kender mange børn/unge, som både har et aktivt fritidsliv og stadig har tid til lektierne. Der skal helst være plads til begge dele. Nogen gange falder det også på plads hen ad vejen. Så laver man plads i sin hverdag til begge dele. Det tænker jeg, at dine forældre måske kan hjælpe dig med, så du ikke skal være bekymret for det.
Du kan også tale med nogle af dine kammerater og høre hvordan de får tid og energi til begge dele - de har måske nogle gode idéer, som du kan bruge.
Rigtig god fornøjelse med snakkene, håber du får plads til de ting, som du gerne vil.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen