STRESS, STRESS, STRESS!!!

Hej Børnetelefon.

Jeg håber virkelig, at få svar fra jer denne gang.

Jeg er en pige på 15 år, der har haft alvorlig, langvarig stress i nok lidt over et år.

Jeg mærker en masse af de slemme symptomer til dagligt, jeg har KONSTANT travlt med ting, jeg ikke bare lige kan fravælge( f.eks. skole og lektier. Jeg har seriøst flere gange ikke haft tid til at lave lektier, men det ved mine lærere intet om.),

jeg føler, at jeg bliver kastet fra side til side døgnet rundt og der kommer hele tiden nye krav, forventninger og opgaver til mig. Stressen giver mig en uendelig række problemer.

Jeg har fortalt min familie og mine bedste veninder om mit kæmpe, store stress-problem, men de undervuderer det alle sammen virkelig meget. Min søster tror endda, at jeg er meget opmærksomhedskrævende, men det er jeg slet ikke.

Jeg har bare VIRKELIG brug for støtte i det her. Men ALLE bliver virkelig sure på mig, fordi jeg ikke har tid nok i døgnet, så det går lidt udover min/vores søvn osv. Jeg føler mig virkelig alene med det her. Det virker som om, at ingen vil hjælpe mig.

En af mine bedste veninder siger, at det er min egen skyld, og at det kun er mig, der kan ændre det, MEN DET PASSER OVERHOVEDET SLET IKKE. DET ER ALLES ANSVAR! Min veninde ved åbenbart ikke, hvad det egentligt vil sige at have langvarig stress.

Det er heller ikke et tegn på svaghed, men et tegn på, at man har været stær alt for længe. Det virker også som om, at folk ofte tror, at jeg lyver, selvom jeg overhovedet ikke gør det. Der er vist slet ingen, der ser, hvor slemt det faktisk er, selvom jeg har sagt det mange gange.

Jeg ville gerne tale med en læge eller en psykolog, MEN ALLER HELST EN JEG KENDER MEGET GODT, hvis jeg da havde tid til det, hvilket jeg slet ikke har. Heller ikke i weekenderne. Jeg overvejer også at fortælle det til min lærer, men nok kun, hvis det bliver relevant i en samtale. Måske, når jeg skal til skolehjemsamtale om et par uger.

Hvad kan jeg gøre for, at folk forstår, at jeg faktisk mener det dybt alvorligt, når jeg taler om min stress? Skal jeg bare sige det ligeud, selvom de altid bare “køre det ned” og siger, at det ikke er vigtigt?

Burde jeg søge læge-, psykologisk- eller lignende hjælp, hvis jeg ikke kan få andre til at tale med mig om mit problem? Burde min lærer vide noget om det? Har du/I ellers nogle råd?

På forhånd tak.