Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skiftet skole

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej kære pige.

Hvor er det bare godt at du nu skriver ind til os på BørneTelefonen, så du kan komme ud med din frustrationer, du står med nu efter at have skiftet skole.Jeg forstår udmærket at det er en svær situation som du er havnet i.

Når man træffer beslutninger såsom at skifte skole, ved man aldrig hvad man kan vente sig på den nye skole. Men man håber jo selvfølgelig på at alting bliver bedre end før. Man regner samtidig også med at andre mennesker er åbne og venlige overfor en, især når man selv er meget social og loyal, som du beskriver dig selv.

For mig lyder det som om at du har taget en chance for at se hvilke andre muligheder, som der kunne være for dig. Og det er virkelig sejt og modigt gjort. Det er også rigtig rart at vide, at dine forældre har støttet omkring dig og dine ønsker og kæmpet for at du skulle blive glad for at gå i skole.

Det lyder som om at du er en rigtig omsorgsfuld pige, som er meget kontaktsøgende og god socialt. Derfor vil jeg håbe, at du kan minde dig selv om dette. Det er nemlig vigtigt at tro på sig selv, og tænke at man er god nok og at stå ved sig selv, når man møder nye udfordringer i sit liv. For det som der sker på din nye skole, har intet med dig at gøre som person.

For nogle mennesker kan det være udfordrende at virke imødekommende overfor nye mennesker. Måske holder pigerne fra din nye klasse sammen fordi at det føles trygt for dem. Måske skal de lige se dig lidt an, før de tør at åbne op for dig. Nogle gange kan man godt være “bange” og usikker overfor nye personer. For nye personer der skal ind i et fællesskab, ændrer jo nogen gange ved de roller som allerede eksisterer. Det er helt naturligt, men kan godt skabe stor utryghed hos de fleste.

Som du nu oplever kan det være en udfordring at starte et nyt sted, hvad enten det så er i en ny klasse, en ny skole eller et nyt job for den sags skyld. Det tror jeg at alle mennesker, både børn og voksne kan nikke genkendende til.

Du har indtil nu gjort det helt rigtige. Nemlig at virke stærk, at blive ved med at kæmpe og at virke glad og som en, der har interesse for de nye klassekammerater.

Det er helt okay, at du så måske går hjem og er rigtig udmattet og måske ked af det. For der er meget nyt at skulle vænne sig til og det er så hårdt at føle sig afvist. Men i den situation er det virkelig vigtigt, at du får delt dine tanker og følelser.

Måske kunne du skrive dagbog? Det ville også være en rigtig god ide at du snakkede med dine forældre om, at det er lidt hårdt at komme ind i pigegruppen i din nye klasse. Det er okay at græde ud ved sine forældre. Dine forældre har garanteret også selv oplevet, hvor svært det kan være at starte et nyt sted og skulle lære nye mennesker at kende, og sommetider også at blive afvist.

Mit første råd er altså at du skal give det lidt mere tid, og forsøge at virke stærk på skolen og tillade dig selv, at være sårbar når du kommer hjem til dine forældre. Det kan være en god ide at være ekstra god ved dig selv, når du er hjemme. Se en god film, gå en tur med din mor, bed om en krammer, ring måske til en gammel veninde og snak med hende omkring din nye situation. Tro mig; det kan hjælpe rigtig meget, at få delt sine tanker og følelser.

Når det så er sagt, så er det din læreres ansvar at der er et godt fællesskab i klassen og at alle er en del af fællesskabet. Så hvis det fortsætter med at være sådan, at du ikke føler dig som en del af fællesskabet – så kan dine forældre snakke med din lærer omkring det. Så kan din lærer eksempelvis dele pigegruppen lidt op og sørge for, at du kommer i en gruppe med nogle af pigerne, når der skal laves gruppearbejde.

Man behøver ikke at være bedste veninder med sine klassekammerater. Man kan se sine bedste veninder efter skole og i sine weekender. Men det er selvfølgelig vigtigt at man har nogle at snakke med, og at man møder venlighed når man nu tilbringer en del tid på sin skole. Du har ret til at trives i dit nye klassefællesskab. Det skal din lærer sørge for.

Så hvis din situation stadig er den samme om nogle uger, hvis du fortsat føler dig udenfor og hvis din klasselærer ikke gør nogen indsats, som hjælper – så må du og dine forældre sammen overveje om I skal tage en snak med din nye lærer for at høre, hvad der bliver gjort for at få dig godt med ombord. Og i sidste endnu – om du mon skal tilbage til den gamle skole igen. Det er allersidste løsning, men det burde ikke være umuligt, hvis fællesskabet ikke kommer til at fungere det nye sted.

Jeg håber at du kan bruge mine råd og bliver ved med at være dig selv og prøve at være i alt det nye en rum tid.
Det kræver hårdt arbejde og støtte fra skolen, men med dine egenskaber tror jeg på, at du har gode chancer for nye gode venskaber med tiden.

Jeg ønske dig alt muligt held og lykke med dine sidste folkeskoleår.

Du er hjerteligt velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen igen, hvis du har brug for en voksen udefra, som lytter.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen.

læs mere om skoleskift

Tænker du på at skifte skole eller skal du snart skifte skole? Der kan være mange grunde til, hvorfor du vil skifte skole. Nogen børn skifter f.eks. skole, hvis de bliver mobbet eller ikke føler, at de passer ind i klassen. For andre handler det mere om undervisningen, og de har enten brug for mere hjælp eller flere udfordringer.

Det er en stor beslutning at skifte skole, og det er vigtigt, at du får talt med nogen om det. Måske er du usikker på, om et skoleskift er noget for dig? Måske har du brug for hjælp til at tage beslutningen? Det kan også være, du ikke helt ved, hvordan et skoleskift fungerer.

Hvis du snart skal skifte skole, kan det være du tænker over, hvordan du får sagt ordentligt farvel til dine gamle klassekammerater. Eller hvordan du får venner i den nye klasse.

Få svar på spørgsmålene om skoleskift og få en masse råd om, hvordan du får det sagt til dine forældre eller lærere. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner i en ny klasse eller læse breve fra andre børn, der går med samme overvejelser.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat