Kære Pige på 15 år,
Tak for dit brev, hvor er det godt, at du har skrevet ind. Jeg tænker, at det er en stor beslutning at flytte skole. Derfor kan jeg godt forstå, at du har brug for at dele dit dilemma med nogen. Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du er en pige som er god til at mærke efter. Det er en meget stærk egenskab du har.
Du fortæller i brevet, at du ikke føler, at du trives på skolen. Og at din læringslyst ikke er den samme som før. Jeg kan forstå på dig, at det får dig til at overveje et skoleskift. Det er en enormt vigtigt, at man trives i skolen og har lyst til at lære nye ting. Så jeg forstår virkelig godt dine tanker.
Det er godt, at du allerede har fortalt om dine tanker til din far. Det er nemlig vigtigt at få delt det med ens forældre, hvis man ikke har det godt i skolen, så de kan hjælpe. Så stort klap på skulderen til dig, for at du allerede har gjort det! Desværre virker det som om, din far synes, at et skoleskift er for besværligt med den længere transporttid.
Jeg sidder og tænker på, om der kan andre årsager til, at din far ikke synes at et skoleskift er en god ide lige nu? Har du mon spurgt ham om det? Kan han være bekymret for noget?
Det virker som om, at du er ret afklaret med, at du gerne vil skifte skole. Derfor tænker jeg, at det i første omgang er vigtigt for dig, at du får taget en ny snak med din far omkring det. Har du mon understreget overfor ham, hvor vigtigt det er for dig, og at transporttiden ikke betyder noget for dig?
Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du ikke har læringslysten som ”engang”. Det får mig til at tænke, at du tidligere har haft det godt i skolen. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor dette nu har ændret sig. Er der sket noget på skolen, som kan været skyld i, at du ikke har det godt længere? Noget med veninderne/vennerne? I så fald, er det mon noget, som du har nævnt i din snak med din far?
Hvis der er sket ting på skolen, som er skyld i at du ikke længere trives, så kunne det måske også være en idé at snakke med din klasselærer eller en anden lærer om det. Har du overvejet det? Du har allerede vist, at du godt kan tale med voksne. Måske kan en lærer hjælpe dig, hvis du fortæller, hvordan du har det. Jeg tænker især, at det ville være relevant, hvis det nu ikke bliver en mulighed for dig at skifte skole lige nu. Hvad mon du tænker om det?
Du virker på mig, som en pige der ikke giver op. Derfor tror jeg også på, at du er i stand til at tage denne snak om med din far igen og eventuelt også en lærer på skolen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen