Kære Dreng på 14,
Hvor er det godt, at du har valgt at skrive et brev ind til os. For det er en stor ting, når man efter 9 gode skoleår skal flytte skole. Mange andre unge fortæller, som dig, at man i en periode efter skoleskift kan føle sig lidt ensom. Det kan være svært at snakke om, derfor synes jeg, at det er godt, at du formår at sætte ord på det!
Det lyder virkelig skønt, at du har lidt barndomsvenner med fra den gamle skole. Så er alle ansigterne ikke helt nye. Alt i alt, så får jeg et indtryk af, at du faktisk plejer at være ret glad og social i skolen. Er det mon rigtigt? Derfor tænker jeg også, at det er vigtigt for dig at få flere/nye venskaber på den nye skole.
Du spørger helt konkret, om vi har nogle råd til, hvordan du kan tage kontakt til folk og hvad i kan snakke om. Det kan du tro, at vi har. Jeg vil rigtig gerne komme med lidt eksempler til dig.
Mange unge kan føle sig lidt stille i starten. Helt som du beskriver. Her er det vigtigt at minde sig selv om, at det er helt okay. Det kan godt tage lidt tid, før man føler sig “hjemme” i en ny klasse. Tænker du, at du på nuværende tidpunkt føler dig tilpas i klassen?
Når man skal møde nye mennesker, så gælder det i bund og grund om at tro på sig selv, være sig selv og kaste sig ud i det. Det er nok lettere sagt end gjort, men det passer. Med det mener jeg, at man kan være nødt til at gøre ting, som man måske ikke føler sig komfortabel med. Det drejer sig fx. om at tage kontakt til folk i klassen, at spørge ind til dem og vise interesse i det de nu laver. Og minde dig selv om, at du er god til at have venskaber, som holder i mange år.
Et godt sted at starte kan være fritidsinteresser. Hvis du har udset dig nogle, som du tænker kunne være noget for dig, så find ud af hvad de laver i fritiden. Det kan man nemlig nemt spørge ind til og måske endda deltage i. Hvis man ikke ved hvad de bruger fritiden på, så kan man jo spørge dem om det. Tænker du, at det kunne være en god udfordring for dig?
Nogle gange handler det ofte også om at følge med de andre. Altså, at gå med de andre ned i kantinen, sidde ved deres bord, spørge ind til deres madpakker og andre ting i den stil, uden at du føler dig som en “Spørge-Jørgen”… Jeg tænker, at du ved hvad jeg mener. Alt i alt, gælder det om at vise interesse, som de mange er glade for at få. Hvad tænker du om den tilgang?
Du må også meget gerne fortælle lidt om sig selv til de andre. På den både kan de andre bedre få et indtryk af dig. Jeg tænker nemlig, at selvom du kan være stille i skolen, så er det måske ikke altid sådan du er? Derfor er det en god ide at vise de andre, at du rent faktisk har noget at byde ind med. Man kan også inviterer til en tur i bio eller andet, som kan hjælpe med at lære hinanden bedre at kende. Tror du ikke, at det ville kunne vække lidt interesse hos dem?
Når man kommer ind “som ny”i en klasse, så skal man ofte kæmpe lidt ekstra for at være med i fællesskabet. Det er egentlig ikke fair, men sådan kan det være. Det har det intet med dig at gøre som person, men mere fordi folk er trygge i venne-grupper og nye kan skabe lidt usikkerhed hos nogen. Men, disse grupper er hele tiden i udvikling og der er helt sikkert også plads til dig.
Hvis nu intet af overstående virker, så er det en god ide at fortælle din skolelærer eller forældre (eller begge) om din situation. Ikke for at de skal kontakte skolen og eleverne privat, men for at du kan snakke med nogle voksne om det. Ofte har de mange gode råd og metoder, så det kan blive nemmere at falde godt ind i klassen. Din lærer ville også kunne hjælpe klassen med at få et godt fællesskab. Hvad tænker du om den mulighed?
Til slut, så vil jeg anbefale dig at kigge lidt rundt på vores hjemmeside. Der er mange gode råd omkring dét at få venskaber og håndtering af ensomhed. Her kan du læse mere om venner
Hvis du har brug for at snakke mere med os, så kontakt os endelig igen på 116111 telefon, sms eller log på chatten, så kan vi få en snak.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen