Skole, fritid, venner

Kære dreng på 15 år

Tak for dit brev, hvor du meget udførligt og fint beskriver det svære ved at skulle starte op et nyt og fremmede sted, og om hvor svært det kan være at leve op til andres forventninger og samtidig holde fast i det der er vigtigt for dig.

Når jeg læser dit brev, ser jeg tre problematikker, som jeg vil prøve at skille lidt ad, selv om de nok er afhængige af hinanden, det håber jeg er okay for dig?

1. Du har svært ved at leve op til dine forældres forventninger og nå alle de lektier du får for hver dag 
2. Din sport er krævende, men den betyder meget for dig
3. Du har ikke tiden til at vedligeholde nye venskaber 

Jeg får lige lyst til først at sige til dig, at det er et rigtig stramt program du har. Jeg synes, det er ret sejt at du prøver at finde nogle løsninger, både ved at tale med din mor og ved at skrive til BørneBrevkassen. Det kræver både mod og styrke, jeg bliver helt nysgerrig på, hvor du mon har det fra?

Du skriver, at du ikke føler dig så stærk til engelsk endnu og at det er medvirkende til, at det tager længere tid for dig at følge med i timerne og forstå indholdet i skolearbejdet. Jeg kan godt forstå, det er svært for dig, for som du skriver, så er niveauet højere i Dubai end i Danmark - og du er først kommet dertil for 4 uger siden. Jeg synes, det er rigtig godt, at du så hurtigt har involveret din mor i, hvordan du har det og at du er bekymret for om du kan klare det. Når din mor svarer dig, som hun gør, kan det så være, fordi hun måske ikke synes, I har været der længe nok til at hun mener, du kan vurdere, om du kommer til at kunne klare det? Hvordan tror du, at det vil være for dig, når du med tiden bliver bedre til engelsk og du får lidt nemmere ved at følge med i timerne? Hvilken forskel ville det gøre? Ville det også kunne gøre en forskel i forhold til dit hjemmearbejde og den tid du bruger på det?

Når du skriver om din sport, så er min første tanke, wauw hvor må det være dejligt at have en interesse, der er så stor som din sport er for dig. Det er rigtig mange timer du bruger på den og selv om du skriver, at du ikke er noget stort talent, så tænker jeg, at du virker meget seriøs - og måske endda sikkert også er lidt bedre end du selv giver udtryk for, er der mon noget om det? Uanset, så tænker jeg, at det giver dig en masse glæde at spille tennis og lige nu har du måske ekstra brug for denne glæde, til at hjælpe dig igennem en svær begyndelse i et nyt land og en ny skole. Men hvordan ville det være for dig at skrue lidt ned for træningen i en periode? Ikke droppe den, men måske undersøge om du ville kunne opretholde den samme glæde, selvom du måske ikke trænede helt så ofte? Måske ville det bare være en periode, indtil du kom lidt mere ind i den måde tingene fungere på i Dubai og så kunne du derefter gradvist udvide din træning igen?  

Jeg ved fra samtaler med andre børn, der føler, at det er svært at nå alt det de gerne vil, særligt når de når op i de høje klassetrin, og at venskaber er også kan være svære at pleje, hvis man også gerne vil være god i skolen og til sport. Hvordan er det mon for de andre unge i Dubai? Jeg kunne forestille mig, at du ikke er den eneste, som har en sport ved siden af. Hvad gør de?

Jeg ved godt, at det ikke er verdens mest spændende ting at lave sammen, men kunne du invitere nogen hjem til en form for lektiegruppe - på engelsk ville man nok kalde det for en "study group" - som lå i weekenden. I fik lavet Jeres lektier, I kunne hjælpe hinanden og fik måske samtidig noget socialt ud af det. Når I var færdige, kunne I måske hænge ud og lave noget lidt mere spændende sammen.

Du fortæller, at din mor blev vred på dig og måske kunne jeg forestille mig, at det har været en situation lidt i afmagt. Jeg ved det ikke...Min tanke er, at I er taget af sted sammen og er lige nu afhængige af hinanden for at det skal lykkedes. Jeg tænker derfor også, at dine forældre har et ansvar for at hjælpe dig i denne situation, så du kan komme til at holde jeres beslutningen ud - og ikke er ved at knække over på midten af stress. At I hjælpes ad med at finde et kompromis - en god fælles løsning. Men selv om dine forældre skal hjælpe dig, så tror jeg, at du skal være villig til at ændre på noget, for lige nu lyder det, som at du ikke holde til et så hektisk program. Det kan være, at du kan overkomme alle de ting, som du gerne vil, når du er faldet lidt mere til og du måske kun skal lave nogen småændringer nu. Måske skal der mere til?

Det kan også være, at det kunne være en løsning for at komme tilbage til Danmark og gå på en efterskole eller kostskole, hvis du har noget netværk i Danmark. 

Jeg kan sagtens forstå, at du synes, det er svært. Jeg får derfor lyst til at råde dig til, at blive ved at dele dine tanker med din forældre, måske endda vise dem det brev, du har skrevet her ind. Det fortæller på så fin en måde, hvordan du har det. Hvad tænker du om det?  Måske du også kan vise dem svaret, hvis du tænker, at det ville kunne gøre en forskel.
 
Til sidst vil jeg oplyse dig om, at vi også har en ForældreTelefon, hvor der sidder rådgivere, der er dygtige til at rådgive forældre, der står i situationer, hvor de kan synes, det er svært at rådgive deres børn, eksempelvis i situationer, som den du beskriver.  Måske vil dette tilbud være noget for dine forældre? Man kan ringe til ForældreTelefonen på tlf.: 35 55 55 57 og læse mere om den her: www.bornsvilkar.dk/Raadgivning/ForaeldreTelefonen.aspx#.Uk1oRSRM_-Q

Jeg håber mit svar til dig er hjælpsomt, ellers er du velkommen til at skrive herind igen.

Med ønske om det bedste for dig
Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen