Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skole

Hej, jeg er en pige på 12 år. Jeg går i 6. klasse. Vi skal måske snart begynde i skole igen, og jeg er sindssygt bange for det. Vi fik en en opgave for lige før vi blev sendt hjem. At vi skulle læse 20 minutter hver dag, og krydse det af i en lille bog. Det har jeg overhovedet ikke gjort.

I bogen skal man skrive dato og titel på bogen ned, og hvor mange sider man har læst. Det er ikke fordi jeg ikke har haft tid, det er fordi jeg ikke har gidet. Jeg ved at det er min egen skyld, og at det er for dumt at jeg ikke har gjort det. Nu er problemet bare, at jeg nærmest er angst for at blive ydmyget foran hele klassen, fordi jeg ikke har læst.

Det er noget vores lærere godt kunne finde på. Og det er altså ikke fordi er er sådan et ‘bad kid’, jeg er åbenbart bare blevet doven. Jeg overvejer at skrive til min lærer at jeg ikke har læst, bare så jeg ikke bliver ydmyget foran hele min klasse. Og så få, hvad jeg fortjener når det ikke er foran de andre.

Jeg vil gerne begynde at læse, men jeg ved bare at jeg kommer til at stoppe igen. Der er mange der gerne vil tilbage til skolen, men jeg er simpelthen så bange, at jeg ikke engang kan tænke på det. Det er vildt træls 🙁

(Igen, ja, jeg ved at det er min egen skyld, og at jeg bare ku’ ha’ lavet lektier)

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Hvor er det godt, at du skriver til os. Jeg kan se, at du går og bekymrer dig om, når I skal tilbage i skolen igen. Som du selv skriver, er der rigtig mange, der glæder sig til at komme tilbage til skolen. Men jeg ved, at du ikke er alene om at være bekymret for at skulle tilbage. Der er rigtig mange, der også er nervøse for at skulle tilbage.

Du fortæller, at du er nervøs for at blive ydmyget foran hele klassen fordi du ikke har læst i en bog hver dag, som I skulle. Det kan jeg godt forstå, at du er nervøs for. Det lyder ikke rart, at lærerne kan finde på at ydmyge en foran de andre. Det er der da ingen der kan lide.

Du skriver også, at det er din egen skyld, at du ikke har fået læst fordi du er blevet doven. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært “at tage sig sammen”, når man sidder derhjemme foran en skærm hele dagen. Det er ikke særlig motiverende. Jeg ved, at rigtig mange børn og unge har det på den måde. Det er svært at holde koncentrationen og det er svært at skulle få gjort det hele alene. Giver du mon mening for dig?

Du har selv overvejet at snakke med din lærer om det inden I skal i skole igen. Det synes jeg, er en rigtig god idé! Måske kan du skrive til ham/hende, at du godt kunne tænke dig at snakke med ham/hende alene på et tidspunkt. Måske kan i snakke sammen over teams/zoom eller måske bare over telefonen. Det kan også være, at han/hun har tid til at gå en tur med dig, hvis du kunne være rart for dig at se ham/hende.

Du kan fortælle ham/hende, at du simpelthen ikke har fået læst. Du kan sige, at du godt ved, at det ikke er helt i orden, men at du har haft svært ved at tage dig sammen til det derhjemme. Jeg tænker også, at det vil være godt, hvis du kan sige, at du nu er nervøs for at komme tilbage i skolen fordi du ikke har fået læst. Du kan forklare ham/hende ligeså fint, som du har forklaret mig, at du er bange for at blive ydmyget foran de andre. Er det måske en mulighed for dig?

På den måde kan du sammen med din lærer finde på en måde, så du måske kan komme i gang med at læse lidt. I kan snakke om, hvorfor det har været svært for dig at få læst. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at starte sådan en snak. Du kan også vise din lærer dit brev til os og eventuelt mit svar til dig. Mange børn og unge synes, at det er en nemmere måde at få startet en svær samtale. Giver det mon mening for dig?

Du har været virkelig god til at fortælle om dine tanker omkring det at komme tilbage i skolen. Jeg tænker, at du skal bruge den styrke til at få snakket med din lærer, så I kan finde på en god måde for dig at komme tilbage i skole.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen eller ringe til os på 116111.

De bedste ønsker

BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat