Kære pige på 12 år
Tak for dit brev, hvor du meget fint beskriver dine tanker og følelser.
Du skriver, at du har det svært i skolen, og at det særligt at svært at tale foran de andre og holde fremlæggelser.
Først vil jeg fortælle dig, at selvom det måske ikke ser sådan ud for dig, så er der rigtig mange børn og unge, der kan få det dårligt eller blive meget nervøse, når de skal holde fremlæggelser. Sikkert også flere end dig i din klasse. Det er helt almindeligt – men det gør det selvfølgelig ikke nemmere for dig at leve med.
Men jeg siger det, fordi du skriver, at du ikke tør sige det til noget, fordi du er bange for, hvad de vil tænke om dig. Fordi det er helt almindeligt, tror jeg slet ikke du skal være bange for at fortælle det. Og jeg tror bestemt ikke nogen vil tænke noget mærkeligt om dig på grund af det.
Mit råd er nemlig, at du får talt med nogen om det. Nogle gange når man går rundt med sådan nogle tanker og følelser helt alene, kan man pludselig føle, at man nok er den eneste i verden, der har det sådan, og at man derfor er mærkelig eller forkert. Og det er du bestemt ikke!
Derfor synes jeg, du skal prøve at tale med nogen om det. Og så handler det om at finde ud af, hvem du har mest lyst til at prøve at sige det til. Måske er det dine forældre? Har du prøvet at tale med dem om det? Måske de har oplevet noget lignende selv som børn og kan fortælle, hvad de gjorde?
Jeg tror også, det er en rigtig god idé at tale med din lærer om det. Det kan være sammen med dine forældre, hvis du synes, det er svært at gøre alene. Det er din lærers ansvar at sørge for, at du har det godt i skolen. Og at du bliver mere tryg ved at tale og holde fremlæggelser i klassen.
Læreren siger ikke noget til de andre børn i klassen, så det skal du ikke være bekymret for. Men han eller hun kan måske komme med nogle ideer til, hvordan du kan blive mere tryg ved at tale og holde fremlæggelse i klassen.
Du kan også overveje, om du selv har nogle ideer til, hvad der ville hjælpe for dig? Det kunne være at fremlægge i grupper fremfor alene måske? Eller at have nogle ting, papirer eller tegninger med, som du kan kigge på og vise frem mens du taler, så du ikke skal kigge ud på klassen?
En idé her fra os kunne også være, at du vælger ét barn fra klassen, som du kigger på, når du fremlægger. Det kunne være en god ven eller veninde, som du har fortalt det til. Så kan I aftale, at du bare skal kigge på ham eller hende og lade som om, at de andre ikke er der. Måske det kunne være en hjælp?
Jeg tror på, at du kan finde modet til at sige det til dine forældre eller din lærer. Og jeg tror, de vil kunne forstå det, du oplever. Og måske de har en masse gode ideer, der kan hjælpe.
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar.
Og jeg ønsker dig en masse held og lykke!
Kærlig hilsen BørneTelefonen
