Kære pige på 13 år
Tak for dit brev, hvor er du god til at forklare dit problem og det lyder også som om, at du er god til at reflektere over hvordan du har det og mærke efter hos dig selv.
Jeg kan godt forstå, at du begynder at blive nervøs, nu tiden nærmer sig, det er meget normalt. At skifte skole er en stor og vigtig ting og jeg tror alle vil være nervøse og begynde at blive i tvivl om alt muligt, ligesom du også gør nu. Når man som dig skal skifte skole, er det så vigtigt, at man kommer godt ind i den nye klasse og klarer sig godt – man kan sige, at der er meget på spil for dig. Når der er meget på spil er det almindeligt at reagere med tvivl og bekymring over om det nu skal gå godt.
Jeg tænker lidt i forhold til dit faglige niveau, om ikke det er noget som dine lærere og forældre har diskuteret? Når man skal skifte skole er der som regel nogen samtaler, hvor der bliver snakket om bl.a. det faglige niveau. Jeg forestiller mig, at dine lærere, den kommende skole og dine forældre har vurderet, at du godt kan klare dig fagligt på den nye skole? Men når det så er sagt, så kan jeg sagtens forstå, at du stadig er nervøs. Jeg tænker, at du gerne vil klare dig godt og være med fremme i klassen og lige nu bliver du måske usikker pga. at du ikke ved, hvad det kommer til at kræve af dig at holde det niveau – er det måske lidt sådan du har det? Måske kunne det hjælpe dig, at fortælle om din bekymring til en af dine lærere, så du får lidt opbakning på den front og ikke skal bekymre dig om det? Din lærer kan måske berolige dig lidt, fordi han eller hun ved at du er dygtig nok?
Det er meget forskelligt, hvordan folk har det bedst med at få fortalt ting. Nogle foretrækker, at sige det til nogen få (måske en enkelt veninde) og så vente på at rygtet breder sig, så de ikke skal sige det til alle og andre foretrækker at få det overstået og sige det samlet til alle på en gang. Nogen gange kan det også være nemmere, hvis ens lærer siger det for en, hvis man f.eks. er bekymret for, hvordan man selv reagerer midt i det hele. Måske du kan prøve at mærke efter og forestille dig de forskellige måder at gøre det på og så se om en af måderne føles bedre for dig?
Nu ved jeg jo ikke hvad grunden er til du skal skifte skole? Men måske kan du også tænke over, hvad de gode grunde er og hvad du glæder dig til. Du virker som en helt fantastisk pige og de tanker du gør dig er helt normale. Ofte er de tanker man får, når noget nyt skal til at ske værre, end virkeligheden, så jeg vil råde dig til at være åben, tal med dine venner/veninder, forældre og lærere om de følelser der melder sig, så de kan støtte dig.
Jeg kan godt forstå, at du tænker på hvordan det vil være at skulle møde en masse nye mennesker og få nye venner, det tror jeg de fleste tænker på i din situation. Mange bliver i hvert fald usikre og er bekymrede for at gøre et dårligt indtryk på den ene eller anden måde. Det lyder på dig som om, at de to drenges skoleskift er grunden til, at du blev mere udadvendt og livlig, men jeg tænker bare om det mon også kan skyldes andre ting? Måske har du udviklet dig personligt, er blevet mere selvsikker og glad? Jeg ville i hvert fald, hvis jeg var dig, tænke på alle de venner du har nu, som godt kan lide dig og så tænke, at så er der jo heller ikke nogen grund til at dine nye klassekammerater ikke skal kunne lide dig? Giver det mening?
Dem der går på den nye skole, synes sikkert også at det er spændende, at der kommer en ny i klassen og hvis bare du smiler og er ærlig, selvom du bliver genert i starten, så tror jeg ikke de vil tænke, at du er indadvendt. Der er stor forskel på, at blive genert de første dage i en ny klasse og så på at være indadvendt som person. Ud fra det du skriver om dig selv, så tror jeg, at du klarer dig bedre end du selv lige føler nu, hvor meget er på spil. Hvad tænker du om det?
Det lyder som om, at du stadig har kontakt med de to drenge? Snakker i sammen i fritiden eller hvordan får du den følelse af, at de fraråder dig at starte på den nye skole? Jeg ved jo ikke på hvilken måde de prøver at tale dig fra det, men jeg synes ikke du skal lade to drenge bestemme om dit skoleskift skal gå godt eller dårligt. Måske ville det hjælpe at snakke med dine forældre om det – måske kender de endda de to drenge og ved, at du har haft det lidt svært med dem?
Jeg håber, at du kan bruge mine svar til noget og ellers så er du meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111 eller logge på chatten på vores hjemmeside. Måske når du starter i den nye klasse, kunne det også være rart lige at snakke med nogen om, hvordan det går både med nye venner, lektier, de to drenge osv. og så ved du, at der er et sted, hvor der sidder nogen søde rådgivere der gerne vil lytte/snakke.
Held og lykke i den nye klasse, hvor er de heldige at få en sød pige som dig i klassen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen