Kære pige på 15 år
Ja, det er muligt at tage en 9. klasses afgangsprøve senere i livet. Men det er ikke sikkert, det er det bedste for dig lige nu. Det kan nemlig også være en stor mundfuld at skulle starte på arbejde, som du ellers selv foreslår. Derfor kunne det måske være bedre, at du fik noget hjælp til at gennemføre din uddannelse, selvom du lige nu lider af depression.
Når en elev har en depression eller andet, der gør, at det kan blive vanskeligt at gennemføre 9. klasse, så er der nemlig nogle forskellige tiltag, skolen kan sætte i gang for at hjælpe den unge. Det kan være, at du har brug for at få nogle samtaler med din lærer, hvor i kan tale om, det du synes svært at klare lige nu. Det kan også være, at der er fag, du i en periode kan fritages fra eller måske besluter du dig for ikke at gennemføre en fuld 9. klasses eksamen, men blot går til prøve i enkelte af fagene.
Jeg vil derfor råde dig til at tale med din skole om, hvordan de kan hjælpe dig lige nu. Du kan enten henvende dig til din lærer, til UU-vejlederen eller skolelederen. Men måske kunne det være rart, hvis du fik dine forældres hjælp – så I sammen kunne tale med skolen og få lagt en plan for, hvad der skal ske?
Du kan også spørge en vejleder til råds på Uddannelsesguiden. Se mere på ug.dk
Til sidst vil jeg lige sige, at det er helt normalt, at man både bliver bange og stresset op mod afgangsprøven – også allerede tidligt på året, for alle taler jo hele tiden om prøver, karakterer og ungdomsuddannelser i 9. klasse. Så hvis det er sådan, du har det, så skal du vide, at du ikke er alene. Det kan du måske også tale med din lærer om.
Hvis du har brug for at snakke mere om din situation og muligheder, så er du meget velkommen til at ringe eller skrive til os på 116 111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen