Selvmordstanker pga. skole
Hej.
Fra 0. – 6. klasse gik jeg i en enormt dejlig klasse.
Jeg havde mange veninder og glædede mig til at komme i skole hver dag, og jeg havde det fedt.
Skolen var spændende for mig, og jeg var en rigtig dygtig elev. Jeg elskede generelt skolen, og havde intet imod lektier.
Men så flyttede jeg skole her for halvandet år siden (sommeren 2012), da min gamle skole kun gik op til 6. klasse, så for at komme i 7. klasse, skulle hele årgangen flytte over til en ny skole. Alle eleverne blev splittet op i nye klasser sammen med 200 andre nye elever, som jeg ikke kendte.
Siden da har jeg bare fungeret rigtig dårligt i skolen.
Jeg brød mig ikke om min nye klasse, og havde det dårligt med at komme i skole hver dag.
Mine klassekammerater var søde og venlige, mine lærere var gode og jeg får gode karakterer. Men jeg havde ingen veninder i klassen, og her for et par uger siden valgte jeg så at flytte til en anden klasse på skolen, hvor min bedste veninde og nogle af mindre andre veninder går i.
Socialt har jeg det bedre, da jeg har flere veninder omkring mig nu, og ved at de altid er der for mig.
Men angående skolen, har jeg det stadig ikke godt.
Bare tanken om at jeg skal i skole får mig til at græde og få det dårligt, og jeg føler mig presset og stresset hver gang jeg er i skole.
Jeg ligger godt i de fleste fag, men lektier er bare ikke noget, jeg kan klare. Jeg bryder næsten sammen, hver gang vi får noget for i lektier, og jeg får enormt meget stress når jeg skal aflevere en opgave med en deadline.
Der er nætter hvor jeg ikke kan sove, og hvor jeg sidder og græder over at jeg skal i skole næste dag.
Jeg har flere gange overvejet selvmord, for det ville være så nemt. Bare forsvinde og aldrig skulle tænke på skolearbejde og lektier igen, og bare forsvinde fra det hele.
Det eneste der får mig til at blive er mine venner, min familie, sociale medier hvor jeg taler med andre folk der interesserer sig for det samme som mig, og min fremtid.
Jeg ved at om et par år vil jeg være færdig med skolen og starte en uddannelse, og det glæder jeg mig til.
Problemet er så, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre.
Jeg kan snart ikke klare at tage i skole mere, og jeg bliver tit syg, fordi jeg har det så dårligt over, at jeg skal i skole og lave skolearbejde og derefter lektier derhjemme.
Jeg føler at jeg er tæt på en depression, og aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er træt og udmattet af at kæmpe imod mig selv, skal jeg give op eller blive ved med at være ulykkelig over skolen?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere.