Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Samme efterskole som min veninde?!

Hej BørneBrevkassen.

Jeg skriver angående et problem som har gået mig sindssygt meget på, og jeg søger et råd til.

Det hele startede allerede i 4. klasse da min bedste veninde flyttede fra min daværende skole til en lille by langt ude på landet. Dog ikke så langt væk så vi stadig ses i ny og næ, men ellers skriver vi næsten kun eller skyper. Det er okay, man vænner sig til det. Men vi havde allerede aftalt dengang at nu når vi ikke kunne gå i klasse sammen så skulle vi gå på efterskole sammen.

Og i forhold til andre så var jeg meget tidligt ude i forhold til efterskole. Jeg blev allerede skrevet op næsten halvandet år før jeg skal starte (starter næste år, årgang 15/16). Men tiden gik, og min veninde fandt så ud af at hun ikke ville gå på efterskole. Jeg tænkte ikke så meget over det. Men her for et par dage siden hvor vi sad og snakkede på Skype begyndte vi pludselig at komme ind på emnet efterskoler. Hun begynder så at snakke om at hun gerne ville ind på min efterskole.

Min første tanke er at det kunne være helt vildt fedt, og jeg blev så glad fordi jeg havde en at ‘dele spændingen med’ hvis du forstår. Så jeg var glad, men dagen efter (idag) ved nærmere eftertanke gik det bare op for mig at jeg virkelig ikke syntes det var en god idé.

Det efterskoleår jeg inde i mit hoved havde forberedt mig på og tænkt over, følte jeg bare blev forstyrret af at der startede en jeg kendte. Jeg har brug for en ny start og at møde nye mennesker, og komme et sted hvor ingen kender mig eller har noget form for forhåndsindtryk af mig, fordi de ikke kender mig. Det var jo grunden til at jeg tog på efterskole, for at opleve de her ting.

Jeg havde så idag besluttet mig for at snakke med hende om det, og fortælle hende at det måske var en idé at hun valgte en anden efterskole så hun også selv kunne få det maksimale ud af sit efterskoleophold. Men hun er fast besluttet på at skulle gå på den her efterskole, eller i hvert fald ud at kigge på den, og jeg vil virkelig ikke starte på efterskole med nogle jeg kender, fordi så ryger hele ideén med for mig at tage derhen.

Men hvad skal jeg gøre?

Det ville være det bedste for os begge to at hun ikke valgte den efterskole jeg starter på. Men jeg vil jo heller ikke gøre hende sur. Jeg vil bare gerne starte alene.
 
Hvad skal jeg gøre?

Hilsen en forvirret dreng.

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Dreng,

Tak for dit brev, som beskriver ærligt og flot, hvordan du har det lige nu med at din veninde også vil starte på den samme efterskole som dig.

Først vil jeg sige til dig, at det er super fedt, at du skal på efterskole og flot mod, du har til at springe ud i det. Jeg forstår godt din følelse af, at det kunne være rart at være helt alene om lige den efterskole. Det er en følelse, som du deler med andre unge, der ender op med at komme på samme efterskole, som deres bedste ven.

På rigtig mange efterskoler er det sådan, at man forsøger at sprede dem, som kender hinanden så meget som muligt. Hvis du er usikker på, om det er sådan på din efterskole, tænker jeg, at du sammen med dine forældre skal fortælle skolen at dig og din veninde kender hinanden og ikke ønsker at komme i klasse sammen og på samme værelsesgang. Jeg tænker, at det er en god viden for skolen. De ønsker også at alle får det bedste år, og hvis ikke de ved, at I ønsker det sådan, er det ikke sikkert, de tænker over det.

At snakke med skolen om alt dette betyder ikke, at du er en dårlig ven, men en ærlig ven som gerne vil passe på det venskab I har nu, og det er en måde at gøre det på, hvis I kommer på samme efterskole.

Det lyder ikke til på dit brev, at din veninde har haft let ved sin beslutning, selvom det måske er noget I har snakket om i mange år. I starten talte I jo også om, hvor godt det ville være at komme på efterskole sammen, nu hvor hun er flyttet langt væk. Denne følelse har din veninde måske gået med og ud fra den fundet lysten og modet til at komme på efterskole? Det er også nogle af de år i jeres liv, hvor der sker rigtig meget med en, og det er også i disse år, at man kan komme til at føle lidt usikkerhed på nyt. Måske er det derfor, din veninde har svært ved at tage beslutningen. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du tager snakken med hende igen og fortæller om dine forventninger til dit efterskoleophold og hvilken rolle du/I skal have over for hinanden, hvis hun kommer på din efterskole. Tit er det meget nemmere at få snakket om den slags ting, før I er i gang, og der er et problem. I sidste ende er det jo hende, der må bestemme, hvor hun ønsker at gå. Hun ser måske en stor tryghed I at du også er der og også en mulighed for at I igen kan komme lidt tættere på hinanden og måske er hun helt ok med de tanker du har omkring at ville møde nye mennesker og ligesom starte på en frisk. Uanset hvilken efterskole man vælger, kan man jo aldrig vide om der kommer til at gå nogen man kender, men det man kan være med til at bestemme, er den måde, man vælger at møde de andre på, både dem man kender og alle de nye.

Jeg forstår godt alle dine følelser, men jeg er sikker på, at der er plads til jer begge på efterskolen, hvis i får snakket om jeres forventninger inden.

Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111 og snakke med en voksen og få andre voksen råd.

Held og lykke med et godt efterskoleår fra BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat