Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Rastløshed, stress og søvnproblemer

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Mange tak for dit brev, hvor du skriver at du er inde i en periode, hvor du har meget om ørerne, sjældent har tid til at slappe af og samtidig har svært ved at få sovet ordentligt om natten. Du har allerede gjort dig rigtig mange gode overvejelser om hvorfor du har det som sådan, og om hvad der måske kunne hjælpe. Jeg vil i mit svar prøve at supplere disse og give dig nogle råd så du kan få det bedre i din hverdag.

Det lyder som om der sker flere nye ting i dit liv, både på arbejdsfronten og socialt. Du skriver at du har startet dit eget firma og samtidig måske er ved at starte to firmaer mere? Det er godt nok imponerende! Mon de manuskripter du skriver er noget der er relateret til disse firmaer eller noget helt fjerde? Lige meget hvad, lyder det til at du har mange bolde i luften. Jeg ved fra andre der har prøvet at starte et firma op, hvor intenst det er og at det kræver at man hele tiden er på dupperne. Du lyder som en dreng der er både dygtig, flittig og pligtopfyldende. Mon du også har høje forventninger til dig selv og din ydeevne? Jeg ved fra andre at man kan ’holde til’ meget i perioder og klare rigtig mange opgaver. Det at overkomme et sådan pres og få spændende projekter til at lykkes kan nærmest give en et ’kick’, så man bliver helt ’høj’ af at arbejde meget, og derfor kommer til at påtage sig endnu mere arbejde eller sætte flere og for mange projekter i gang. Der er dog en grænse for hvad man kan holde til og på et tidspunkt begynder krop og hjerne at sige fra fordi den er stresset - presset ud, hvor det er svært at finde ro. Dette kan føles som træthed/udmattethed, uro, koncentrationsbesvær, utilpashed og nogle gange tristhed. Kroppen kan virke ’forvirret’ og have svært ved at slappe af, da den stadig påvirkes af forskellige ’stress-hormoner’, hvilket kan komme til udtryk som rastløshed og søvnløshed. Det kan tage tid før disse hormoner er ude af kroppen og før man føler man har det bedre. Men du skal  dog vide at jo før man gør noget ved det desto bedre er det. Men det kan tage lidt tid at få ro på igen.  Jeg håber det giver mening det jeg skriver?

Du skriver at der er andre, der har sagt at du måske er stresset. Er det mon nogen, der vil kan hjælpe dig med hvordan du får det bedre? – og har du også snakket med en voksen, evt. en professionel om hvordan du har det? Jeg synes det er en rigtig god idé at tage sig god tid om morgenen og meditere. Det er ofte noget som kan hjælpe en i travl periode, men jeg kan godt være bekymret for, at der også skal andre ting igang for dig. Men, meditation er godt og fint at du finder ro ved det - bliv ved med det, for som sagt tager det også tid for kroppen at føle det ok at skulle slappe af.

Du er bestemt ikke den eneste som oplever at være stresset og der er mange måder man kan afhjælpe det på. Det jeg ved der har virket for andre var at skære ned på antal arbejdsopgaver, hvilket dog ofte er det der er aller sværest. Blandt andet derfor har man brug for hjælp udefra. Det kan også være at lave et skema for, hvornår du må arbejde med projekter og holde fri, når arbejdsdagen er planlagt at slutte. Én fortalte mig på et tidspunkt, at han havde været nødsaget til at bruge et par måneder ’på sofaen’ derhjemme pga. stress fordi han ikke havde lyttet til sig selv. Han kom sig heldigvis fint, og valgte et par år senere at starte sit eget firma op, men vidste at han i den grad var nødt til at prioritere sin energi, og satte derfor i opstartsfasen øvrige projekter i sit liv på ’stand-by’, og satte også sine forventninger ned til sig selv på andre områder end lige firmaet. Alt dette gjorde han simpelthen for at passe på sig selv.

Jeg vil anbefale dig at snakke med en voksen, som du har tillid til, om hvordan du har det og hvad der kan hjælpe dig. Mon det kunne være en af dine lærere på efterskolen eller en vejleder på skolen? Måske det også kunne være rart for dig at tage hjem til dine forældre i en weekend og få snakket med dem, og om hvordan du har det? Det at komme hjem på weekend, kan give dig ro og også tid til at mærke det er ok at føle roen. På efterskolen sker der jo noget hele tiden, og der er mange andre at snakke med og lave ting med, som måske ikke lige handler om at finde ro - men at finde på nye ting sammen. Mon du kan genkende det?

Jeg håber du vil blive ved med at lytte til dig selv og prøve at respektere, når din krop siger fra. Jeg håber også at du vil kontakte en voksen. Hvis du synes det er svært at få sagt højt, hvordan du går og har det, kan du evt. i stedet vise det brev du har sendt herind. Kunne det mon være en idé? Du er også altid velkommen til at ringe ind til vores erfarne rådgivere på BørneTelefonen på 116 111, hvis du savner konkrete råd eller vejledning.

 

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat