Kære Pige på 15 år,
Hvor er det godt, at du har fundet mod til at skrive dit brev ind til os. Når man går med tanker og følelser som dine, så er det vigtigt på et tidspunkt at få delt det med nogen. Nu har du hermed delt dem med os, hvilket forhåbentlig er første skridt i den rigtige retning.
Du skal vide, at vi får rigtig mange henvendelser fra unge mennesker på din alder, som føler sig presset over at skulle præstere hele tiden. Ikke at det gør dit problem mindre, men du er bestemt ikke alene om det. Derfor er det også vigtigt at sige, at det ikke er dig som der er noget galt med, men måske mere de forventninger der kan være. Det håber jeg, at du godt vidste i forvejen?
Du fortæller, at du siden 2. klasse har fået fortalt, at du er perfektionistisk. Er det mon rigtig forstået? Fordi nogle kalder én det, så er det ikke ensbetydende med, at man rent faktisk er det. Synes du selv, at du er perfektionistisk? Hvis du gør, har du så tænkt over, om du bryder dig om den egenskab eller ej? Det behøver jo nemlig ikke være en dårlig ting. Man behøver heller ikke være perfektionistisk eller ej, man kan godt bare være det lidt, eller bare være det på særlige tidspunkter. Giver det mening?
Perfektionisme bliver først en dårlig ting, når man føler sig presset af den. Det kan jeg læse i dit brev, at du gør lige nu. Det er hårdt hele tiden at føle at man skal være den bedste. Selvom du skriver, at skolen forventer rigtig meget af jer, så kan det også være, at du presser dig selv for hårdt. Måske du har for høje forventninger til dig selv?
Hvad ville der egentlig ske, hvis du havde forberedt dig en lille smule mindre til dagen efter end du ellers plejer? Har du prøvet at tænke over det? Selvom du skriver, at alle andre har forberedt sig, så tror jeg dog, at der altid vil være nogle i klassen, som ikke er ligeså forberedt. Og det er okay, hvis det sker enkelte gange.
Man kan ikke være forberedt på alt, til alle timer, uden at det på et tidspunkt vil presse én. Du kan eventuelt vælge nogle fag ud i 1 måned, som du vil have mest fokus på og så nogle andre, som du giver lidt mindre fokus. Hvilke fag der skal have fokus, det kan du så skifte imellem. Hvad tænker du om den metode?
Du skriver også, at du kan blive frustreret over, at nogle af de andre piger er gode til alle fag. Det kan jeg godt forstå, at du bliver irriteret over. Men jeg vil gerne minde dig om et par vigtige ting:
1) Ingen er gode til ALT. Der vil altid være et område, måske i fritiden/med venner/derhjemme/sport, som “dem der kan alt”, måske faktisk ikke er så gode til. Måske de endda går med samme følelser som dig og føler at de hele tiden skal præstere. Så har de det jo faktisk også svært indeni. Giver det mening?
2) Ingen er ens og det er meningen, at vi ikke skal være ens. Selvom det er naturligt at sammenligne sig og spejle sig i andre, så vil det altid være en “tabt kamp” – for vi har allesammen forskellige forudsætninger.
Hvad tænker du om det?
Hvis du tænker på punkt 1), kunne der så ikke være nogle af de andre i klassen, som har det ligesom dig? Måske du endda kunne finde mod til at snakke med dem om det. Høre dem, hvordan de klarer det og om de har nogle gode råd. Ellers kan i prøve at hjælpe hinanden, så alle får det lidt bedre? Tænker også på, om jeres lærer min har haft stress og præstationskultur op som emne i klassen? Det ville være oplagt. Det er jo din lærers ansvar at du trives i klassen generelt.
Hvis du ikke føler dig tryg ved det, så synes jeg, at du skal snakke med dine forældre om dine tanker. Hvis du allerede har gjort det, så er du nok nødt til at gøre det igen. Du må fortælle dem, at du ikke har det godt. At du er meget presset i skolen og føler alle forventer meget af dig. Jeg tror på, at de kan lette nogle af dine følelser. Måske de tænker af løsningen med at have forskellige fag i fokus, er en okay ide?
Til sidst vil jeg foreslå, at du med dine forældre også snakker lidt om, hvad der skal ske efter 9.klasse. Der er nemlig rigtig mange muligheder – og det kan også stresse en lidt. Hvis man, som dig, føler dig presset på nuværende tidspunkt, så kan det være en god løsning med et år på efterskole, 10.klasse, et sabbatår eller andet. På den måde kan man give hovedet lidt andet at arbejde med og måske opleve, at man ikke bliver ligeså presset. Har I mon snakket om din fremtid efter 9. klasse?
Forhåbentlig føler du nu, at du ikke er alene. Dernæst håber jeg, at du kan finde styrke til at tro på dig selv, bede dine veninder/forældre (eller begge), om hjælp og støtte. Sammen med dine forældre kan du lægge en plan for, hvordan hverdagen kan se ud efter 9.klasse.
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen