Pjækning og skoleskift

Kære pige på 13

Tak for dit ærlige brev. Når jeg læser det, kommer jeg til at tænke på en pige, som er rigtig klog på sig selv og klog på, hvorfor hun gør som hun gør. Jeg kan sagtens følge dig, når du skriver, at fordi du kun har været til f.eks. valgfag 1 gang, så er det mærkeligt og måske lidt akavet at komme, fordi de andre på en måde er foran både socialt og fagligt og har noget til fælles, som du ikke lige føler, at du kan være en del af... Selvom du måske hverken er mindre social eller fagligt dårligere end dem. Giver det mening, og er det noget du kan genkende hos dig?

Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor du har en følelse af, at du ikke vil forstyrre dine forældre med dine tanker? Har du tidligere oplevet, at det ikke hjælper at tale med dem? Og så tænker jeg, at når du skriver fra deres ForældreIntra, så kan de måske læse sendte beskeder og se, at du har skrevet ”for dem” derinde? Så kunne det måske være en indledning til samtalen: ”Jeg har lånt jeres kode til at skrive noget til mine lærere, som jeg følte ville gøre det lidt lettere at være mig. Men jeg er kommet til at gøre det så mange gange, at det faktisk slet ikke føles som om, det gør det lettere længere…”

Jeg kan godt mærke, at det fylder meget for dig, det med skolen. At det er svært, at dine bedsteveninder ikke længere er tæt på. At det er svært at få vendt de vaner, du ikke er så glad for; pjækkeriet og de små forklaringer, som ikke er helt rigtige, og at du føler, at læreren ikke rigtig lægger mærke til dig. Og at din lærer ikke undrer sig over dit store fravær, tror jeg de fleste ville blive lidt ærgerlige over. Så jeg kan godt forstå, at du synes det hele måske kan være lidt uoverskueligt, og ville være nemmere hvis blot man kunne trykke på ”re-start” ved at starte på en ny skole.

At du gerne vil have en re-start, fortæller mig, at du faktisk er interesseret i at ændre tingene. Det er modigt, og det viser, at du har en stor respekt for dig selv. Jeg tænker på, at det faktisk også er den du skal bruge, når du skal hjælpe dig selv med at få det bedre og måske tage nogle sværere valg, end du plejer: I stedet for at pjække, så husk på din modige kerne, der bor i dig, og lad den hjælpe dig med rent faktisk at møde op, selvom det er sværere end at blive hjemme.

Jeg kommer til at tænke på to forskellige scenarier, som måske kunne være muligheder for dig: Enten kunne du sammen med dine forældre beslutte, at du skal skifte skole, eller også kan du blive og kæmpe der, hvor du er. Jeg synes faktisk, det er svært at vide, hvad der kunne ende bedst, men jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg tror det er en beslutning, du ikke burde sidde alene med. Så kunne det ikke være en mulighed at tale med nogen om det hele? Om den beslutning du står overfor, og hvorfor den er nødvendig at tage. Og det behøver jo ikke være dine forældre til at starte med, men måske en helt anden voksen? Og selvom dine bedste veninder er flyttet langt væk, kunne du måske ringe til dem og fortælle om alt det svære? Måske de har nogle gode forslag til, hvad du til en start kunne gøre?

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej til det bedre, du gerne vil. Husk, at når man starter på at gøre noget bedre for sig selv, så starter man på en rejse, som godt kan vare lidt tid og godt kan føles svær. Men husk på målet, og husk på, at det første skridt faktisk kan føles som det sværeste, og det har du allerede taget ved at skrive ind til os. Og det er så godt gået!

Kærlig hilsen BørneTelefonen