Kære pige på 14 år
Det lyder til, at du og resten af klassen har haft en dårlig start med den nye lærer i naturfag. Jeg håber derfor, at mit svar måske kan give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre, så det kan blive anderledes.
Allerførst er det vigtigt at forstå, hvad det betyder at være pædofil, for det kan være et “farligt” ord at bruge forkert. Det kan både havde store konsekvenser for dig og din lærer. At være pædofil betyder, at man er seksuelt tiltrukket af børn. Du kan læse mere her.
Når jeg læser dit brev, så lyder det måske mere til, at læreren bliver meget sur på dig og din veninde? Mon det er rigtig forstået?
De fleste mennesker kan indimellem blive sure – også over småting, men hvis man hele tiden oplever, at “surheden” går udover en eller flere bestemte personer, så er det vigtigt, at man får sagt fra. Det er nemlig ikke okay. Det er heller ikke ok, at din lærer kaster et viskelæder efter dig. Heller ikke selvom du måske kom til at snakke i timen. Det skaber utryghed i klassen, både for jer to og for de andre, som også kan blive utrygge for, hvad der kan ske.
Derfor tænker jeg på, om du måske har en anden lærer, som du kan fortælle det til? En lærer, der måske kan hjælpe dig og evt. din veninde med at få en snak med læreren. Det er vigtigt, at han ved, hvordan I har det, så han kan sørge for, at I får et bedre forhold. Det er hans ansvar, da det er ham, der er læreren. Men måske I sammen kan lave en aftale om, at I starter på en frisk? Det er i hvert fald en mulighed, men det kræver, at I får talt med ham, så han ved, hvordan I har det.
En anden ide er at skrive et brev til ham, hvor I ærligt fortæller, at I er kede af, at han så tit bliver sur på jer eller som I skriver “kommenterer alt”, hvad I gør. I kan jo spørge ham, hvad I skal gøre anderledes. På den måde viser I, at I gerne vil gøre noget, så I kan få et godt forhold.
Hvis det ikke hjælper, så synes jeg, I skal overveje at tale med en anden lærer, jeres forældre eller måske skoleinspektøren, så han/hun ved, hvordan det står til i undervisningen. Kunne det være en mulighed?
Hvis det ikke hjælper, så kan I snakke med skolens bestyrelse og klage, hvis ikke det stopper.
Jeg håber, du kan bruge mit svar, så du kan få nogle gode naturfagstimer. Husk, at du er meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen på 116111, hvis du har brug for en snak.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen