Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mundtlige karakterer

Kære BørneTelefonen

Jeg er en pige, som lige er begyndt i 9’ende klasse. Jeg har i mange år haft problemer med ikke at turde at sige noget i timen, selvom jeg har svaret. Jeg bryder mig bare ikke om at sige noget, da jeg er bange for at sige noget forkert, eller noget der ikke er godt nok i forhold til dem fra min klasse. Det trækker desværre ned i mine halvårskarakterer. Jeg vil bare gerne have nogle råd til at sige noget mere.

Mvh. Pige i 9’ende

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14-årige

Det er ikke let at have det på den måde du beskriver.

Der er mange børn og unge, der ligesom du, er bange for at sige noget forkert og derfor helst lader være med at sige noget.
Det er dog langt fra alle, der tør tage fat om problemet på den måde, som du gør det nu, ved at skrive herind.
Du skal jo være i skolen hver dag, og det er derfor rigtig vigtigt, at du trives med det – så rigtig godt gået, at du tager hånd om dig selv.

For at du kan finde frem til, hvordan du bliver bedre til at sige noget mere, tror jeg du er nødt til at finde ud af hvorfor og hvornår du oplever ubehaget ved at skulle sige noget foran andre.

Det er rigtig fint, at du allerede ved, at en del af det handler om, at du er bange for at sige noget forkert. Jeg vil skrive dette svar, med en del spørgsmål til dig, da jeg håber det vil hjælpe dine tanker i en retning hvor du kan finde nogle af de svar du søger.

Jeg tænker først på, om der er nogen fag, hvor du mærker ubehaget mindre end i andre fag?
Det kan måske have noget at gøre med, hvor sikker du føler dig i faget? Der er mange, der stiller høje krav til sig selv.
Nogle har den tanke, at de skal være helt sikre på, at det de siger, er rigtigt, før de tør række hånden op. Er det en følelse, du kan genkende? I så fald kan det være en god ide, at mærke efter hvilket fag, du føler dig mest tryg ved, og så øve dig mest når du er til de timer.

Har du nogensinde prøvet at lave små udfordrende aftaler med dig selv? Fx at du hver dag i starten skal række hånden op mindst 2 gange på en dag, så du langsomt kan vænne dig til, at det ikke er farligt og det også er ok at man ind imellem ikke svarer helt rigtigt.
Man går jo i skole, for at lære, så det er helt ok, at man ikke ved alt. Det er faktisk ikke muligt at vide alt, nogensinde…

En anden ting jeg tænker over er om du har talt med nogle om, hvorfor det er svært for dig, at sige noget? Det kan være vigtigt med nogle der støtter en, i de ting man synes er svære.
Ved dine forældre det? Eller måske en af dine venner? Er det nogle, der måske kan hjælpe dig med at tale med dine lærere om, hvordan du kan få det bedre med at sige noget i timerne.
Så viser du dine lærere, at du virkelig gerne vil, men at du synes det er svært.

Jeg bliver nysgerrig på, om du ved, hvordan andre i klassen har det med at skulle sige noget højt?
Måske er der andre, der har det ligesom dig?

Det er vigtigt, at lærerne er opmærksomme på, at eleverne føler sig trygge ved at skulle sige noget i timerne. De skal være med til at sørge for, at der er et trygt miljø i klassen, hvor I tør række hånden op. Taler I mon nogensinde om sådan noget i klassen? Ellers vil jeg stærkt anbefale dig, at du foreslår dine lærere at tage emnet op. Måske er der andre andre i klassen end dig, der har de samme følelser? Jeg ved, at virkeligt unge kæmper med samme udfordring.

Jeg har nu givet dig nogle forskellige ideer til, hvad du kan gøre. Jeg håber, at det er nogle ideer, som du kan bruge til noget. Selv om du har fået nogle ideer, kan det godt være svært at komme i gang med ideerne. Hvis du har det sådan, så kan det være, det kan hjælpe dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Du skal være meget velkommen og du kan være helt anonym.

Kærlig hilsen

fra BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat