Kære pige på 15 år
Hvor er det godt, at du skriver ind igen. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig så godt jeg kan. Og jeg vil også rigtig gerne hjælpe dig til at falde lidt ned, som du selv skriver.
For jeg synes sagtens, at du kan tage den med ro og være stolt og tilfreds med dig selv. Jeg kan godt forstå, at du har været lidt nervøs omkring dine første standpunktskarakterer. Sådan tror jeg mange har det. Men jeg synes, at det er godt gået!
Karakterer er noget, som der bliver snakket om i skolen. Og så tror jeg automatisk man kommer til at tænke meget over det. Man kommer måske også til at sammenligne med andre. Og derfor kan jeg også godt forstå, at du kan tænke om 4,3 er et godt gennemsnit.
Det aller vigtigste er, at du gør det så godt, som du kan. Og det tror jeg virkelig, at du gør. Det er ikke meningen, at man skal være god til alle fag og få topkarakterer i alle fag. Så længe man gør hvad man kan, så er det godt nok. Og så kan man – som du selv skriver – øve sig og blive bedre.
Jeg tror nemlig, at det er en rigtig god indstilling, du har. At du kan øve dig og blive bedre. Hvis der er nogle bestemte fag, hvor du gerne vil øve dig lidt ekstra, så kan du jo sige det til din lærer. Du kan sige, at du faktisk synes noget er lidt svært. Og spørge, om din lærer vil hjælpe dig lidt ekstra.
Når du får en god karakter, som ved fremlæggelsen, så skal du huske at klappe dig selv på skulderen. Og sige til dig selv, at det var godt gået. Men det skal du virkelig også huske at gøre, når karakteren ikke er lige så høj. Så skal du klappe dig på skulderen og sige, at du gjorde hvad du kunne. Og at det er helt okay, at man ikke får topkarakterer i alle fag. Tror du, at det er noget, du kan huske at gøre?
Det er helt rigtigt, at du får standpunktskarakterer i både 8. og 9. klasse. Derfor er de tanker, som du har nu, også nogle som måske vil komme igen. Måske du kan gemme det her brev. Hvis du så igen tænker på, om det mon er godt nok, så kan du tage brevet frem. Og blive mindet om, at det er godt gået.
Jeg håber meget, at du har fået ro på nu. Du er altid meget velkommen til at skrive igen eller ringe på tlf. 116111.
Varme hilsner fra BørneTelefonen