Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mistet lysten til alt

Hej.

Som en pige på 15 år, der egentlig altid har klaret sig lidt over middel i skolen, fik jeg pludselig ikke lyst til at gå i skole mere.

Jeg sover nogle gange i skolen, mens lærerne taler. Jeg kan ikke fokusere. Jeg aner ikke, hvilken uddannelse jeg skal have. Eller jo, HTX, pga. arbejdsmulighederne. Men det er ikke noget jeg brænder for.

Lige for tiden er der ikke noget, som jeg brænder for eller er interesseret i. Jeg har intet at se frem til.

Blot sidste år havde jeg det fint. Lidt stresset her og der med de sædvanlige søvnproblemer. Men nu … jeg sidder og klor på nettet hver dag i stedet for at lave lektier, jeg gider ikke at motionere, og jeg føler mig ikke speciel tæt på nogen af mine venner.

Som den typiske teenager på min alder, har jeg søgt på nettet men fandt intet der fangede mig og fik mig til at tænke “Fuck, så det bare om at komme i sving.”

Jeg ser folk som Elon Musk, der bare ved hvordan han vil ændre verden Jeg ser mine venner, der ikke aner, hvad de vil, men de er stadig håbefulde.

Jeg ser mine venner, der bare ved hvad de skal, og jeg føler mig ikke engang misundelig. Det bare, “Nårh, fedt nok.” Og det er lidt skræmmende.

Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få mig selv til at gøre noget, for jeg har simpelthen ikke lyst. Skemaer har jeg svært ved at holde. Motivationsvideoer rammer mig ikke. Og jeg ved ikke engang, hvad jeg skal få mig selv til at gøre, for jeg har ingen mål…

Jeg ser også, hvor selvdestruktiv min tankegang kan være. Men det med at være optimistisk forsvandt for nogle år siden. Det med “Just do it! Don’t let your dreams be dreams!” virker ikke, når man ingen drømme har.

Selvom jeg ved, jeg burde gøre noget, og nogle gange ved, hvad ‘noget’ er, så kan jeg ikke få mig selv til det, så jeg ender med bare at sidde der, indtil jeg skal i seng. Så ligger jeg bare der med min tlf indtil kl 2 om morgen og vågner kl. 6-6:30, hvor det hele bare gentager sig.

Det minder mig om en lille historie jeg skrev i samfundsfag, om en deprimeret pige. Det lidt trist.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Det lyder ikke særlig rart, men samtidig lyder det også til, at du rent faktisk virkelig gør dig mange tanker for at komme ud af din situation og det er rigtig godt! Du har bare ikke lige fundet løsningen, men den skal nok komme.

Jeg tænker, at der er flere måder, at komme “ud af” det du føler nu, men to af de måder jeg tænker mest på, kræver at du i starten måske gør ting, som du måske ikke har så meget lyst til lige nu:

Du skriver, at du ikke føler dig særlig tæt med nogen af dine veninder, men hvad med at gøre noget ved det? Jeg tror mange har det sådan, at jo mere tid de tilbringer med deres venner, desto mere er der at tale om og jo tættere bliver man. Måske kan du nikke genkendende til, at du i perioder har set en veninde mere end i andre? Har du da lagt mærke til, at det i den periode var nemmere at tage kontakt, have noget at tale om og måske at man endda kunne have nogle endnu bedre samtaler end i perioder, hvor man ikke har set hinanden ligeså ofte? Du taler meget om forvirring omkring uddannelse og fremtid, men jeg synes ikke nødvendigvis det er der, du skal starte, hvis du i grunden mest mangler noget at se frem til, når du står op. Start med noget af det, der gør dig glad eller gjorde dig glad engang og så skal det andet nok komme. Du har måske hørt, at det ofte er nemmest at komme i job, når man i forvejen har et arbejde end hvis man intet arbejde har? Sådan tænker jeg også det kan være med motivation. Hvis du er motiveret til noget, er det også langt nemmere at få motivationen til at gøre noget andet. Derfor start med noget, som du tænker, føles rart. Det kan være veninder, det kan være en fritidsinteresse, som du tænker kunne have bare den mindste interesse for dig. Og hvis ikke du lige mærker interesse, så gør det alligevel. Måske var der noget, som du godt kunne lide at gøre, da du var yngre? Giv det en chance til!

Derudover tænker jeg, at du skal prøve at tage “ja-hatten” på til næsten alt, du bliver tilbudt, hvor du kommer lidt ud. Om det er at komme med til familiefødselsdag, noget på skolen eller andet. Vær’ åben over for ting, som du måske ikke helt tænker er dig – for mange gælder, at de er startet et sted og endt et andet, når det gælder uddannelse og job og det kan sagtens også være tilfældet med dig.

Mit sidste råd til dig er, at du skal tale med andre om din situation. Måske genkender de den og det kan give dig vished om, at du ikke er alene og måske har de forslag til, hvad de tænker, du kan prøve for at komme ud af de tanker. Selvom du måske føler, at du kender dig selv bedst, kan man godt se sig blind på sin egen situation og når andre så nævner ting, vil man tænke “hvorfor tænkte jeg ikke selv på det?” eller “ser hun mig på den måde?” Derfor fortæl dine forældre og dine veninder om dine tanker og vær’ åben for at de måske vil komme med forslag, som du måske/måske ikke er enig i, men som alligevel kan føre dig videre så du finder sig selv og din motivation til at gøre ting igen.

Jeg håber, at du finder noget, der giver dig lysten tilbage snart og håber du husker på, at mange kommer i din situation i en periode, men også kommer ud af den igen.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

 

Måske du kender at nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst? Så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

 

Her på siden kan du få gode råd til at få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat