Brev

Min veninde har depression.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13

Først og fremmest vil jeg sige, at du lyder til at være en helt fantastisk pige og enormt god ven, når du sådan søger hjælp på din venindes vegne. Stor ros til dig for det!

Det er rigtigt godt, at du har talt med dine forældre om din venindes problemer, og at de støtter dig. Jeg forstår samtidig også godt, at det ikke er nok, for så længe din veninde har det så skidt, så vil du forsat være bekymret for hende. Og du vil også stadig være i et venskab, hvor der, som du skriver, mest er fokus på noget negativt. Og jeg kan godt forstå, at du synes, det er for hårdt og derfor har brug for også at være sammen med nogle venner, hvor er hyggeligt og sjovt. 

Lige nu kan din veninde nok ikke give dig den slags venskab – før hun får noget hjælp og igen får det bedre. 

Derfor vil jeg råde dig til, at du og din veninde – og også du og dine forældre, taler om, hvem, der kan hjælpe hende til at få det bedre. Der skal nemlig inddrages nogle voksne. Det kan være jeres lærer, hendes forældre eller en anden sød voksen, hun kender. 

Du skriver, at din veninde har cuttet tidligere, men ikke gør det mere. Hvad er sket, siden hun holdt op? Er der nogen, der har hjulpet hende? Har der været nogle voksne indblandet, som kan hjælpe hende igen?

Jeg synes, det er så fint, at du udtrykker, hvor meget du holder af din veninde. Og at du fortæller hende, at hun er smuk. Men som du selv skriver, så har hun altså brug for mere hjælp, end den hun kan få fra dig. Måske har jeres skole en skolepsykolog, som hun kan tale med?

Jeg tænker du har ret, når du skriver, at du har brug for nogle venner, som du kan have det sjovt og "problemfrit" med. 

Mit råd vil derfor være at, du giver dig selv lov til, at være sammen med andre end din veninde. Måske er du bekymret for, om din veninde vil føle sig svigtet? Det kan også godt være, at hun bliver lidt usikker på jeres venskab. Men jeg tænker faktisk, at du hjælper din veninde allerbedst ved at have det godt selv. På den måde har du overskud til at være hendes ven. Jeg tror også, at dine nye venskaber, kan være nogle, din veninde med tiden kan blive en del af. Og selvom du får nye venner – så holder du jo stadig meget af din veninde og jeres venskab.

Du kunne derfor prøve, at danne nogle nye venskaber. Måske går du allerede til noget i fritiden, hvor der er nogen, du måske kunne begynde at snakke lidt mere med – og måske invitere med hjem? Eller måske kan du starte til en ny fritidsaktivitet, og der møde nogle andre unge, som du kan blive venner med. Mon du går i en ungdomsklub? Ellers er det et godt sted at finde nye venner. 

Et andet råd kunne være at du, næste gang din veninde er ked af det og "læsser af" på dig, foreslår hende, at I ringer til Børnetelefonen sammen. Så kan hun, helt anonymt, tale med en voksen om sine problemer. Eller du kan ringe, og I kan sætte telefonen på medhør, så din veninde også kan høre samtalen. 

Mange varme tanker fra Børnetelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat