Kære pige på 12 år
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have hjælp. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig lidt videre. Det kan være rigtig svært at føle, at man skiller sig ud fra mængden, når det ikke er noget, man selv har besluttet sig for at gøre.
Især i den alder du har nu, har mange et behov for at være som “de andre”, fordi man kan være bange for ikke at blive accepteret. På BørneTelefonen taler vi med rigtig mange børn og unge, som fortæller om den følelse af ikke at passe ind.
Selvom man måske ikke lægger mærke til det, så er der faktisk ingen, der er som “de andre”. Alle er forskellige fra hinanden på hver sine punkter. Men alle ligner også hinanden på hver sine punkter.
Nu er der så nogle synlige ting, som gør, at du adskiller dig på bestemte punkter, og det kan være svært at takle; både for dig og dine omgivelser.
Jeg tror ikke, at dine klassekammerater dømmer dig negativt pga. din sygdom – eller de ting, der følger med din sygdom.
Jeg tror snarere, at dine klassekammerater er bange for at gøre noget, der gør ondt på dig, eller som gør dig ked af det.
De fleste mennesker kan ikke lade være med at have medfølelse med andre, og man kan blive rigtig flov, hvis man kommer til at såre nogen uden at ville det. Derfor holder mange sig på afstand fra dem, de er bange for at såre.
Det er ligesom en måde at være sikker på, at så er der i hvert fald ikke noget, der går galt. Kunne det være sådan, nogle af dine klassekammerater har det?
Mit råd er, at du og dine forældre får talt med din klasselærer om, hvordan du har det, og hvad der er vigtigt, at klassen ved.
Dernæst vil jeg foreslå, at din klasselærer tager det op i klassen, så dine klassekammerater kan få den nødvendige viden, og så de også kan få stillet de spørgsmål, de måske går og tænker over.
Især hvad sygdommen går ud på, og hvordan du mærker den, ville være godt at få fortalt dem om. Her kan aftalerne om idræt, og hvorfor du har en særlig stol også forklares for dine klassekammerater.
Man kan være i tvivl om rigtig mange ting, når man er tæt på nogen, som har en sygdom. Måske kan dine klassekammerater ikke lide at spørge dig om noget, fordi de tror, at de kommer til at overskride dine grænser? Derfor kommer de måske til at holde mund, og så kommer de til at tage afstand i stedet for. Og det kan være en ubehagelig følelse at sidde med – at nogen tager afstand fra én, så det skal der gøres noget ved.
Hvis du har mod på det, ville det allerbedste være, hvis du selv turde svare på besvare dine klassekammeraters spørgsmål, når I taler om det i klassen.
Jeg tror, at det vil føles som en lettelse for dig bagefter, og det samme kunne jeg forestille mig, at mange af dine klassekammerater vil føle.
Jeg er ret sikker på, at hvis du får talt med din klasselærer og får åbnet op omkring sygdommen i klassen, så vil de andre ting blive bedre af sig selv. Men du er mere end velkommen til at kontakte os igen, hvis du har brug for mere hjælp.
Jeg vil i den forbindelse anbefale dig at ringe eller chatte, så du kan komme i samtale med en rådgiver. På den måde er det nemmere at få forklaret din situation, så vi kan hjælpe dig på bedste vis. Nummeret er 116 111.
Mange kærlige hilsener fra
BørneTelefonen
