Kære pige på 12 år
Det lyder som om, du er rigtig frustreret og ked af det. Det kan jeg godt forstå. Alle har brug for at have det godt i sin klasse, og ingen skal finde sig i at blive mobbet.
Det lyder rigtig ubehageligt, det du har været udsat for. Først og fremmest skal du vide, at det ikke er dig, der er noget galt med – men det fællesskab, som du er en del af, der ikke fungerer, som det skal. Du er god, som du er.
Det er ikke okay at beskylde nogen for noget, de ikke har gjort eller sagt. Eller kalde hinanden grimme ting. Derfor er det rigtig godt, du siger stop. Og jeg forstår godt, du har brug for at få forklaret ham den nye, at du ikke har sagt, at han ikke passede ind i klassen.
Kunne det være en idé at prøve at snakke med ham den nye dreng igen? Du kan måske trække ham til side i et frikvarter. Fortælle ham, at du altså ikke har sagt, at han ikke passede ind. Og samtidig også få fortalt ham, at han skal stoppe med at beskylde dig for ting.
Jeg tænker også, det er vigtigt, du får fortalt om mobningen til en voksen, som du føler dig tryg ved. Også selvom du allerede har gjort det. Det kan f.eks. være dine forældre eller en lærer på skolen. Hvis du fortæller det til din lærer på skolen, har han/hun pligt til at hjælpe dig.
Du skriver også, at du faktisk er på vej til at skulle flytte skole. Det tænker jeg, måske bliver rigtig rart for dig. Så har du muligheden for at starte på en frisk og få din gamle klasse lidt på afstand.
Det kan måske også hjælpe dig at besøge vores hjemmeside, hvor du kan få råd eller læse breve fra andre børn, der oplever eller har oplevet at blive mobbet. Du kan komme direkte derind, hvis du bruger det her link: Mobning.
Ved at skrive herind, har du allerede vist stor styrke. Den styrke håber jeg, du kan bruge til at få talt med en voksen om mobningen. Husk på, at mobning aldrig er okay, og at det aldrig kan blive din skyld, at du bliver mobbet.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen