Mangler selvtillid i skolen.
Hej BørneBrevkassen.
Jeg er en pige på 14 år. Jeg går i 8. klasse, og jeg er lykkelig for at gå i skole. Jeg elsker at lære, og jeg får meget ros, både af lærere, men også af elever for min indsats. Jeg har altid haft et indtryk af at jeg kunne reflektere og tænke anderledes end mine klassekammerater i skolearbejdsopgaver.
Hvis vi læser en tekst, så tænker jeg den altid anderledes end mine klassekammerater. Jeg har altid fået at vide at jeg er dygtig. Jeg ligger i toppen i klassen. Det siger mine lærere, og det skal jeg lytte på. Min lærer er ikke i tvivl om at jeg skal på gymnasiet, om godt og vel halvandet år. Det er da dejligt!
Men efter jeg startede i 8. klasse, begyndte et også længerevarende problem for mig. Min selvtillid er blevet mindre, efter at vi er begyndt at få karakterer for stile, afleveringer, fremlæggelser osv. kortsagt. Nok ikke på grund af karakterene, men mest på grund af det pres der selvfølgelig også følger med. Et pres jeg sagtens kan acceptere, arbejde med og tolerere.
Men hvis jeg misforstår noget, laver en opgave forkert eller noget i den retning, så styrter hele min verden sammen. Så kommer spørgsmål op i mig, som: Er jeg nu også god nok til det fag her? Er jeg egentlig dum? Er jeg ikke længere den bedste i klassen? Det er spørgsmål jeg tumler med, og bliver rigtig såret over. Specielt, hvis en klassekammerat kommenterer på min udførelse af diverse arbejdsopgaver i skolen.
Jeg har fået at vide, at jeg var “dum” til matematik, da jeg læste og forstod en opgave forkert. Det kan vel ske for alle, eller kan det? Sådan tænkte jeg OGSÅ bagefter.. Jeg er så bange for at blive dømt udfra mine fejl i mit skolearbejde. Vi kan jo alle begå fejl, og det er menneskeligt. Jeg er bange for at blive stemplet som “hende den dumme, der er rimelig dårlig til xxxx”. Det er sgu bare ikke rart mere.
Det er simpelthen det største problem for mig. Mit ønske er, at acceptere at jeg kan tage fejl, men også at andre kan det. For hvis jeg kunne, så ville jeg fortælle alle mine nære om dette brev og dets indhold, så de bare kan forstå mig. Mit ønske er, at tænke/reflektere anderledes over, når man måske ikke lige får drømme-karakteren, eller misforstår noget. At jeg lærer at acceptere det, og ikke blive så ked af det over en lille ting. Det er mit største ønske lige nu.
Trods at nogle af mine klassekammerater har det med at give mig dårlig selvtillid, og det er bare ikke fedt. Jeg ønsker SELV at kunne løse dette problem, uden at skal snakke med en lærer, ven/veninde eller andre. Jeg føler det er bedst, hvis jeg selv klarer dette inde i mig selv. Med venlig hilsen en tvivlsom pige med et stort ønske.
