Manglende lektiehjælp og støtte
Kære Brevkasse
Jeg er en pige på snart 16 år.Jeg går lige nu i 9. klasse, og jeg elsker at gå i skole, og jeg er meget grundig. Det får jeg ret tit af vide af mine lærere. På min årgang har vi ingen lektiecafe eller -hjælp, så det betyder, at vi skal bruge tiden derhjemme på vores lektier, afleveringer osv., og det er egentlig også fint nok.
Mit problem er bare, at mine forældre ikke hjælper mig med dem. Jeg kan spørge dem om hjælp til mine lektier, og der siger de ofte, at de ikke kan finde ud af det, da det er længe siden, at de gik i skole. Ofte lyder svaret på, at de ikke har tid, fordi de er igang med at se en film, serie eller lign. Det er så frustrerende ikke at få hjælp. Når jeg spørger om hjælp, spørger de ikke engang ind til hvilket fag, emne og så videre. Udover hjælper de desuden min bror med hans lektier, selvom han kun er tre år yngre end mig.
Nogle gang bruger min mor også undskyldningen, at hun hjalp mig med mine lektier som lille, og så kan jeg vel selv finde ud af det nu.
Som sagt er jeg meget grundig i skolen, hvilket for mig at se er et KÆMPE plus. Udover det går jeg meget op i mine karakterer og min fremtid.
Her om nogle uger skal jeg til at vælge, hvilken uddannelse jeg til sommer skal ind på, og det føler jeg mig meget presset over. Mine forældre har ikke nogle forventninger eller krav til mig i skolen eller om valg af uddannelse. Dette irriterer mig virkelig.
I start januar fik vi karakterer for vores terminsprøver fra før jul. Mine karakterer så gode ud. Men jeg har ikke fortalt mine forældre alle mine karakterer. Hvis jeg fx fortæller min mor min karakter, siger hun det videre til alle mulige, selvom jeg højt og tydeligt har sagt, at hun ikke skal og må gøre det. Jeg vil gerne selv fortælle mine karakterer til resten af min familie, hvis det er det jeg vil. Det gør mig virkelig ked af det.
Og når de så har sagt det videre til resten af min familie, driller de mg tit med dem (ikke fordi de er dårlige) og kalder mig stræberbarn. Det er ihvertfald noget min mor ofte kalder mig, uanset hvor mange gange jeg siger, at hun skal holde op. Så hvis jeg får et 12-tal, er jeg glad for det ovre i skolen men næsten flov over det derhjemme, hvilket jo er helt forkert, for sådan skal det jo ikke være.
Jeg ved godt, at det jeg har skrevet lyder ret forvirrende, og det står måske også ret forvirrende, men jeg har ‘bare’ skrevet, hvad jeg har tænkt og følt.
Håber at høre fra jer og på forhånd tak.
Kærlig hilsen L
